Dave Chisnall henter sæsonens anden titel ved Players Championship 7

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Dave Chisnall hentede i dag sæsonens anden titel, da han strøg til tops ved Players Championship 7.

38-årige Dave Chisnall hentede her til aften sin anden turneringssejr i sæsonen, da han besejrede Daryl Gurney 8-6 i finalen ved sæsonens syvende Players Championship-turnering. Dermed er den tidligere Lakeside-finalist nu oppe på 14 PDC-titler i alt, hvoraf 12 af dem er vundet i Players Championship-regi.

Selve finalen bølgede frem og tilbage. Ved stillingen 5-6 lignede det imidlertid, at Gurney ville hente sin første titel siden Players Championship Finals i november sidste år, men et stærkt comeback hvor Chisnall vandt kampens sidste tre legs sikrede englænderen den samlede sejr. Dermed har Gurney ikke vundet en gulvturnering siden april 2017.

Forinden finalesejren havde Dave Chisnall, der i skrivende stund indtager 11. pladsen på verdensranglisten, i øvrigt optrådt i absolut storform. Først hentede han en solid 6-1 sejr over belgiske Davy van Baelen, inden han besejrede Richie Edhouse 6-2. Herefter fulgte tre 6-3 sejre over henholdvis Stephen Bunting, Rob Cross og Vincent van der Voort, hvorefter Mark McGeeney blev besejret 7-2 i semifinalen. I fem af sine syv kampe formåede Chisnall at snitte over 100, hvilket bidrog til det samlede turneringsgennemsnit på intet mindre end 101,22.

Blandt dagens øvrige overskrifter, så var Gary Anderson tilmeldt sin første gulvturnering siden oktober sidste år, efter han i en længere periode har været ude med en rygskade. Det skotske comeback endte imidlertid med en tidlig exit i turneringens anden runde, efter et nederlag på 6-5 til Vincent van der Voort.

Anden runde blev også endedistinationen for Raymond van Barneveld, James Wade og Adrian Lewis. Endnu værre gik det dog for Peter Wright, der tabte sin første kamp. Til gengæld indhentede Gerwyn Price endnu et godt resultat på PDC’s ProTour, da han spillede sig i semifinalen. I øvrigt havde både Michael van Gerwen og Mensur Suljovic meldt afbud til turneringen.

Du kan se samtlige resultater fra lørdagens turnering her.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*