Adrian Lewis stormer videre ved VM – Suljovic er ude

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Adrian Lewis har fortsat liv i håbet om en tredje VM-titel.

Med en på papiret komfortabel 3-0 sejr er Adrian Lewis videre til tredje runde ved PDC’s verdensmesterskab. Den dobbelte verdensmester snittede 97,2 i sin sejr over stortalentet Ted Evetts, og leverede dermed torsdagens næstbedste gennemsnit, kun overgået af Mervyn King, der snittede 97,76.

Det var således ikke de høje gennemsnit, der kom til at kendetegne torsdagens VM-kampe. Til gengæld var det endnu en dag med nævneværdige overraskelser, hvor blandt andre Stephen Bunting måtte forlade turneringen, efter at have tabt til en yderst velspillende Luke Humphries.

Mest nævneværdigt er det imidlertid, at verdensranglistens nummer syv, Mensur Suljovic, tabte sin første VM-kamp til Ryan Searle. Searle formåede ellers kun lige akkurat at kvalificere sig til VM, men er ikke desto mindre videre til tredje runde, hvor han møder William O’Connor.

Suljovic’ nederlag betyder, at tre af verdensranglistens top 10 nu er ude af VM. En statistik som kan blive udbygget, når Gerwyn Price indtræder i turneringen fredag aften.

De tidlige exits for spillere som Suljovic og Peter Wright betyder i øvrigt også, at VM-lodtrækningen nu er endnu mere åben end tidligere – særligt i den nederste halvel, hvor Michael Smith, Rob Cross og Gerwyn Price nu er favoritter til at spille sig i finalen.

Mens det som nævnt lykkedes Adrian Lewis, der i skrivende stund indtager en 16. plads på verdensranglisten, at spille sig videre til tredje runde ved VM, så lykkedes det også for både Jermaine Wattimena og Alan Norris at avancere efter sejre over Michael Barnard og Steve Lennon. Her var særligt Alan Norris’ sejr imponerende, den tidligere Lakeside-finalist skuffende sæson taget i betragtning.

Også Chris Dobey og Cristo Reyes er videre til tredje runde, hvilket sker på bekostning af Steve Beaton og Rowby-John Rodriguez. Det er første gang i tre forsøg, at Dobey er videre til tredje runde ved VM, alt imens Reyes ikke er nået længere, siden han debuterede ved verdensmesterskabet i 2015.

Resultater torsdag 20. december:

Jermaine Wattimena (89,94) 3-0 (83,34) Michael Barnard
Alan Norris (92,23) 3-2 (87,89) Steve Lennon
Luke Humphires (95,56) 3-2 (88,21) Stephen Bunting
Chris Dobey (93,44) 3-0 (89,27) Steve Beaton
Cristo Reyes (89,3) 3-0 (85,28) Rowby-John Rodriguez
Mervyn King (97,76) 3-2 (87,56) Jan Dekker
Adrian Lewis (97,2) 3-0 (95,92) Ted Evetts
Ryan Searle (90,66) 3-1 (90,83) Mensur Suljovic

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*