Dimitri van den Bergh og Martin Schindler videre til finalen ved U23 VM

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Dimitri van den Bergh kan blive den første dobbelte vinder af U23 VM nogensinde.

Belgiens 24-årige Dimitri van den Bergh er godt på vej til at generobre sin VM-titel fra 2017, hvor han i finalen ved ungdomsverdensmesterskabet sidste år besejrede Josh Payne 6-3. I går lykkedes det nemlig sidste års kvartfinalist ved seniorernes verdensmesterskab at spille sig i finalen ved U23 VM for andet år i træk – en præstation som kun Michael van Gerwen har udrettet tidligere, dog uden at vinde en eneste af finalerne.

Dimitri van den Berghs modstander i finalen, som bliver afholdt den 25. november, bliver Tysklands Martin Schindler. 22-årige Schindler, der i løbet af sæsonen vandt to Development Tours, er den anden tyske finaledeltager ved ungdoms VM nogensinde, efter at Max Hopp vandt titlen tilbage i 2015.

Mens vinderen af finalen kan glæde sig over titlen som verdensmester og en præmiesum i omegnen af 85.000 danske kroner, så er begge finaledeltagere også sikret deltagelse ved næste års Grand Slam of Darts.

Danske Nicolai Rasmussen var eneste danske repræsentant blandt de 96 kvalificerede spillere. Den 20-årige Potten-spiller tabte dog begge sine indledende gruppekampe 5-2 til Scott Dale og Jordan Boyce og var derfor hurtigt ude af kampen om titlen.

Alle øvrige resultater fra ungdomsverdensmesterskabet kan ses på PDC.tv.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*