Optakt: I dag indledes World Grand Prix

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Daryl Gurney besejrede sidste år Simon Whitlock i finalen ved World Grand Prix.

Fra og med i dag frem til lørdag den 6. oktober vil verdens bedste dartspillere kæmpe om trofæet ved den 21. udgave af World Grand Prix – den eneste turnering i PDC, hvor spillerne både skal starte og slutte på en double.

Som alle andre turneringer har World Grand Prix historisk set været domineret af Phil Taylor, der gennem sin karriere kunne lade sig hylde som vinder 11 gange. De seneste år har den dominerende skikkelse imidlertid været Michael van Gerwen, der har vundet trofæet tre gange siden 2012. Sidste år led verdensranglistens nummer et dog et sensationelt nederlag i turneringens første runde til skotske John Henderson, hvilket blandt andet medførte, at nordirske Daryl Gurney i sidste ende sikrede sig karrierens hidtil eneste major-titel.

Daryl Gurneys sejr sidste år banede dog også vejen for en debut i Premier League, nøjagtig ligesom Robert Thornton blev genudtaget til turneringen i 2016, efter at være strøget til tops ved World Grand Prix i 2015. Double ind/double ud-turneringen er således også en glimrende mulighed for at gøre sig selv kandidat til den prestigefulde Premier League, foruden at vinderen vil kunne glæde sig over en præmiecheck svarende til 840.000 danske kroner.

Ikke overraskende er Michael van Gerwen igen i år bookmakernes favorit til at generobre Grand Prix-titlen. De seneste måneders omskiftelige præstationer har dog gjort, at diverse dartfans er begyndt at kigge i Gary Andersons retning, når de skal udpege en forhåndsfavorit til de store titler.

Både Michael van Gerwen og Gary Anderson vil være i aktion, når World Grand Prix, som traditionen tro afvikles i Dublen, indledes klokken 20:00 i aften.

Alle dagens kampe vil kunne ses live på viaplay.dk og PDC.tv. Kampene i turneringens første runde spilles bedst af 3 set. Du kan se en oversigt over førsterunde-kampene her nedenfor:

Søndag 30. september (20:00)
Jeffrey de Zwaan v Kim Huybrechts
Ron Meulenkamp v Joe Cullen
Darren Webster v Stephen Bunting
Ricky Evans v Raymond van Barneveld
Dave Chisnall v Max Hopp
Daryl Gurney v John Henderson
Michael van Gerwen v Steve Lennon
Gary Anderson v Jonny Clayton

Mandag 1. oktober (20:00)
Jermaine Wattimena v Mervyn King
Josh Payne v Ian White
Danny Noppert v Gerwyn Price
Peter Wright v Steve West
Rob Cross v Steve Beaton
Mensur Suljovic v James Wade
Simon Whitlock v James Wilson
Michael Smith v Adrian Lewis

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*