Danish Darts Open var en stor succes

Tekst: Mads Plagborg Magnussen

Foto: PDC

Folk har været meget tilfredse med Danish Darts Open.

Der er nu gået lidt mere end en uge, siden vi fik lov til at se de helt store stjerner på den danske scene. Nu er det tid til at gøre boet op og folk har næsten kun positive ting at sige om arrangementet.

“Det var et rigtig godt arrangement, især når man tænker på, at det var første gang, at Danmark afholdte et PDC stævne”, siger Jannie Andersen, som var tilskuer til eventet.

Nicolai Lolk Hansen var ligeledes med på gulvet og han følger trop.

“Det var langt over forventning. Nu har jeg været i dansk dart i lidt over 20 år og jeg havde frygtet, at det ville blive lidt en fuser af en fest. At vi ikke kunne ramme det niveau, som vi ser på fjernsynet, men det blev godt nok gjort til skamme. Fantastisk oplevelse”, siger Nicolai Lolk Hansen.

Begge er dog enige om, at priserne på øl og lignende kunne have været lidt lavere, men de er også klar over, at der skal nogle penge til, for at sådan et arrangement kan løbe rundt. For Jannie Andersens vedkommende, var udvalget også lidt for småt, da hun hverken drikker øl eller vin, hun savnede en cider eller noget lignende. De er dog begge enige om, at det er børnesygdomme, som jo altid følger med, når noget afholdes for første gang.

“Jeg synes også det var lidt ærgerligt, at folk der havde købt billetter til tribunerne, fik lov at komme ned på gulvet fredag, da der ikke var solgt så mange gulvpladser. Når priserne er forskellige, synes jeg det er ærgerligt, men det er mere princippet, det ødelagde ikke oplevelsen”, siger Jannie Andersen.

Nye dartspillere

Mange af tilskuerne var ikke dartspillere, som det er oftest er tilfældet ved f.eks. Denmark Open, derfor var det meget nyt for mange, men folk har været meget begejstrede og flere har måske fået lyst til at spille selv.

“Det var langt over hvad man kunne forvente på dansk grund synes jeg. Det var verdensklasse, både spillet og hele arrangementet. Jeg kan slet ikke brokke mig over noget. Jeg havde nogle venner med derinde, som aldrig har spillet dart og de er begyndt at købe dartpile nu”, siger Nicolai Lolk Hansen.

 

Jannie Andersen og Nicolai Lolk Hansen er heller ikke i tvivl, de kommer igen når eventet lander i Danmark igen.

“Det var ikke sidste gang, at jeg, og de andre jeg var sammen med, kommer til det her arrangement”, siger Jannie Andersen.

“Jeg vil absolut komme igen. Lige så snart der er biletter til salg, så er jeg der”, siger Nicolai Lolk Hansen.

God oplevelse for stewards

En gruppe danskere havde stillet sig selv til rådighed som stewards under turneringen. En af dem var Karina Østergaard Bille fra FIOV.

Karina Østergaard Bille var meget positiv omkring oplevelsen.

“Jeg stod henne ved scenen, omme bagved hvor al lyden og musikke var. Der skulle jeg sørge for, at der ikke kom folk ind. Der var selvfølgelig også vagter, men vi skulle holde øje og melde til vagterne, hvis vi opdagede nogle, som lavede ballade”, siger Karina Østergaard Bille.

“Man kunne alligevel godt se lidt af darten, selvom man skulle holde øje med, at folk opførte sig ordentligt. Det var et rigtig hårdt arbejde, for man havde ondt i ryggen, i benene og fødderne af at stå op i så mange timer, men samtidig var det en oplevelse, da vi normalt kun har set det i tv”, fortsætter Karina Østergaard Bille.

Karina var meget tilfreds med det samarbejde som der var mellem de tyske arrangører og de danske frivillige. Faktisk var samarbejdet så godt, at Jannie Andersen havde bemærket det og det gjorde kun oplevelsen bedre.

Sønnen kom på scenen

Om lørdagen havde Karina Østergaard Bille ingen vagter som steward, og derfor havde hun, sammen med sin mand og søn, købt billetter til arrangementet.

Inden hver session under hele weekenden, var der en generalprøve, hvor en tilskuer fik lov at gå på scenen, sammen med de skønne walk-on piger. Før den ene session lørdag, var det så Jonas, Karinas søn, som fik muligheden, da Jann Hoffmann havde spurgt, om Jonas ville være interesseret og det var han mere en frisk på.

“Det var en kæmpe oplevelse for Jonas og jeg tror, at de andre juniorer som han kender, de var helt vildt jaloux over, at det ikke var dem”, siger Karina Østergaard Bille.

Om aftenen så de Michael van Gerwen spille sin første kamp under eventet og her fik Jonas endnu en god oplevelse.

“Michael van Gerwen så Jonas blandt tilskuerne og sagde til en af de andre, at ham der skulle have hans flights, fordi han havde været på scenen tidligere”, fortæller Karina.

Så alt i alt må det konkluderes, at denne turneringen fik den bedst mulige fødsel og folk venter spændt på, om turneringen igen rammer Danmark i den nære fremtid.

1 Comment

  1. Jeg synes det var dejligt at se vi næsten kan måle os med Englands puplikum, sikke en stemning der var. Kommer helt sikkert igen næste gang. Godt gået Danmark

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*