Første kvinde nogensinde: Fallon Sherrock laver 9-darter ved PDC-turnering

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Ved lørdagens Challenge Tour i tyske Hildesheim skrev Fallon Sherrock endnu engang historie, da hun blev den første kvinde til at lave en 9-darter ved en PDC-turnering.

Fallon Sherrock har i forvejen skrevet sig langt ind i dartsportens historiebøger. Først og fremmest fordi hun ved PDC’s verdensmesterskab i 2020 blev den første kvinde nogensinde der besejrede en mand på VM-scenen. Året efter blev hun så den første kvinde der spillede sig i en finale ved en TV-turnering med både mænd og kvinder. Det skete ved Nordic Darts Masters i Forum i København.

Lørdag den 18. marts 2023 tilføjede den 28-årige englænder så et nyt kapitel til rekordbøgerne. Denne gang som den første kvinde nogensinde, der har lavet en 9-darter ved en PDC-turnering. Det perfekte leg blev præsteret i Sherrocks indledende kamp ved Challenge Tour 9. Her besejrede hun hollænderen Marco Verhofstad 5-3.

Challenge Touren kan udelukkende følges på DartConnect, og derfor er der intet videomateriale af Sherrocks historiske bedrift.

Ikke første kvinde på tværs af forbundene

Fallon Sherrock spillede sig efterfølgende blandt de sidste 16 spillere, hvor hun efter fire indledende sejre, heriblandt over Max Hopp, tabte 5-3 til den tidligere BDO-verdensmester Christian Kist.

Efter nederlaget kunne Sherrock dog fortsat glæde sig over 9-darteren, hvilket hun satte ord på på Twitter:

– Totalt forbløffet over responsen i dag. Jeg er så glad for at være den første kvinde, der laver en 9-darter i en PDC-turnering. Det har været længe undervejs. Forhåbentlig den første af mange, skrev hun.

Selvom Fallon Sherrocks 9-darter altså var den første i en PDC-turnering, så var det ikke den første 9-darter af en kvindelig dartspiller på tværs af diverse forbund. Ved en kvalifikationsturnering til BDO’s verdensmesterskab i 1995 lykkedes det Mandy Solomons at blive den første kvinde til at lave en 9-darter nogensinde. Siden da har også Beau Greaves noteret sig for en 9-darter ved en lokal turnering i England i 2019.


Læs også:

Fallon Sherrock vinder kvindernes World Matchplay

15-årigt stortalent vandt Welsh Open – Beau Greaves besejrede Fallon Sherrock hos damerne

Efter syv års fravær: Gary Anderson er tilbage på Europa Touren

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*