Video: Se 14-årige Luke Littler lave en 9-darter

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: JDC

I en alder af blot 14 år lykkedes det i dag engelske Luke Littler at lave en 9-darter ved ‘MVG  Masters’ i Gibraltar.

En række af verdens bedste juniorspillere deltager i disse dage ved JDC’s juniorverdensmesterskab i Gibraltar.

I den anledning blev der i dag taget hul på singleturneringen ‘MVG Masters’, der er den sidste singleturnering inden JDC’s individuelle verdensmesterskab indledes i morgen.

Og spørger man i dag den blot 14-årige englænder Luke Littler, om han kunne have ønsket sig en bedre optakt på morgendagens vigtige turnering, så vil svaret formentlig være nej.

For ikke nok med at Littler gik hele vejen og vandt ‘MVG Masters’, så formåede han også at lave en 9-darter i sin kvartfinalesejr over hollandske Tinus van Tiel. Det perfekte leg blev fuldført i kampens sidste leg, hvilket sikrede englænderen en komfortabel sejr på 4-1 med et dertilhørende gennemsnit på 94,75.

Du kan se Luke Littlers 9-darter i videoen her nedenfor. Artiklen fortsætter efter videoen.

Efter sin kvartfinalesejr over Tinus van Tiel, der i øvrigt vandt juniorrækken ved Denmark Open i starten af oktober, besejrede Luke Littler sidenhen hollandske Bram van Dijk 5-1 i semifinalen, inden han i finalen vandt 6-4 over sin ligeledes talentfulde landsmand, 15-årige Leighton Bennett. Her endte Littler med et fornemt gennemsnit på 95,86, mens Bennett endte på 90,82.

Netop Leighton Bennett har også selv lavet en 9-darter tidligere i karrieren – dengang var han blot 13 år. Du kan se en video af Leighton Bennetts 9-darter her.

Det er langt fra første gang, at Luke Littler gør den internationale dartverden opmærksom på sit navn. Så sent som for små to uger siden triumferede Littler således i herrerækken ved Irish Open, hvilket betyder, at han er direkte kvalificeret til WDF’s seniorverdensmesterskab, der afholdes til januar.

WDF’s verdensmesterskab er en videreførelse af BDO’s verdensmesterskab, der senest blev afholdt i 2020.


Læs også:

Video: 13-årige Leighton Bennett laver en 9-darter

13-årige Leighton Bennett snitter 107,37 ved British Internationals

Gratis live-stream: Phil Taylor møder Leighton Bennett

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*