Optakt: Første runde ved The Masters fortsætter

Tekst: Mads Plagborg Magnussen

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Første runder fortsætter i dag, hvor fire kampe igen er på programmet i The Masters.

De første fire kampe af første runde blev afviklet i går, i dag skal de resterende fire afgøres.
Den helt store oplevelse i går var Mensur Suljovic, som med et snit på 106,12 fuldstændig udraderede Simon Whitlock med 10-1.

Noget tættere var det mellem Daryl Gurney og Dave Chisnall, hvor Chisnall dog sikrede sig 10-8 sejren, ved at lukke 101 i det 18. sæt.

Stephen Bunting hev også lige akkurat en sejr hjem mod Darren Webster, da han vandt det opgør med 10-9. Sidst på aftenen vandt Michael van Gerwen 10-5 over Jonny Clayton, og dermed kan hollænderen stadig sikre sig sejren for femte gang i streg.

Som nævnt tidligere, står den på endnu fire kampe i dag, og den første er interessant en af slagsen.

Det er således hvad man kan kalde kontroversernes kamp, når Gerwyn Price og James Wade mødes. Gerwyn Price stod således som den helt store “bad boy” i 2018-sæsonen, men efter sit voldsomme udbrud mod Seigo Asada ved VM, fik James Wade næsten udlignet den stilling. De to spillere mødte hinanden to gange i 2018, og her blev begge opgør vundet af James Wade.

Aftenens anden kamp er mellem Rob Cross og Joe Cullen. Rob Cross havde et noget svingende 2018, og mon ikke han gerne vil bevise lidt mere i 2019 i form af titler. Når man kigger ned over feltet ved denne turnering, så er Joe Cullen nok en af de modstandere, som man helst ville skulle møde i første runde. Man kan dog aldrig afskrive Joe Cullen, da han fra tid til anden dukker op og spiller fuldstændig fænomenal dart. Det her kan meget vel være en kamp, som afgøres på dagsformen, og ikke så meget rutinen.

Michael Smith skal herefter op mod Ian White. Michael Smith havde en rigtig flot sæson i 2018, og mon ikke han gerne vil bygge mere på i denne sæson. Han har tidligere mødt White 14 gange, hvor det er blevet til 9 sejre for Michael Smith. Ian White vandt dog det seneste opgør mellem de to, hvor Michael Smith havde vundet de fem foregående.

Aftenen bliver lukket ned af Peter Wright, som skal op mod Adrian Lewis. Det helt store spørgsmål til den kamp er, hvilken Peter Wright vi får at se. Efter skottens overraskende nederlag til Toni Alcinas ved VM, udtalte Peter Wright, at han måske skulle droppe sine mange pileskift, og i stedet skulle holde sig til et bestemt sæt i denne sæson. Holder han fast i den udtalelse, så kan der være en god chance for, at han har brugt meget af januar på, at få kørt et bestemt sæt pile ind, og har han det, ja så bliver det virkelig spændende at se, hvilket niveau han bringer.
Det bliver dog også interessant at se, hvad Adrian Lewis kommer med. Englænderen har over en længere periode vist, at han så småt er på vej tilbage til sit gamle topniveau. Han mangler dog stadig et stykke, men en ting er sikkert, og det er, at hvis den opadgående formkurve fortsætter, så kan 2019 godt blive et godt år for englænderen. Og måske vil han allerede i aften vise, hvilken kapacitet han egentlig er.

Få overblikket over kampene herunder, og husk derudover, at kampene kan følges på pdc.tv og Viaplay fra klokken 20:00.

Lørdag d. 2. februar
Første runde
Gerwyn Price v James Wade
Rob Cross v Joe Cullen
Michael Smith v Ian White
Peter Wright v Adrian Lewis

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*