Michael van Gerwen overlever ølkast og er videre til tredje runde ved VM

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Michael van Gerwen viste gode takter, da han lørdag aften sikrede sig videre avancement ved PDC’s verdensmesterskab. 

Michael van Gerwen fik en lovende start på sin VM-jagt, da han lørdag aftens spillede sig videre til tredje runde ved PDC’s verdensmesterskab. Dermed er der endnu ingen af de store titelfavoritter der har forladt turneringen, hvor også Rob Cross og Gary Anderson kommer sejrrigt ud af deres første kamp.

Det var dog ikke uden dramatik, at den dobbelte verdensmester fik besejret sin engelske modstander, Alan Tabern. Først måtte kampen udskydes, efter at en tilskuere havde kastet øl i hovedet på van Gerwen. Små ti minutter senere var verdensetteren dog på ny klar til sin walk-on, mens resten af kampen forløb uden tilskuerproblemer.

Starten på opgøret gik da også helt efter planen for ‘MvG’, der med et snit på over 107 fik hevet første set i land med 3-0 i legs, inden han vandt andet set med samme cifre. Herfra fik Alan Tabern dog for alvor gang i sit spil, alt imens publikum begyndte at hæve stemmerne til fordel for englænderen. Efter fornemt spil fik Tabern således reduceret til 2-1 i set, men til trods for sit gode fighterinstinkt lykkedes det alligevel van Gerwen at lukke opgøret til 3-1 med lørdagens absolut bedste gennemsnit. Til trods for den store dramatik i kampens indledning, var Michael van Gerwen altså aldrig for alvor i problemer, mens han nu kan se frem til at møde Max Hopp på lørdag.

Hvad der til gengæld viste sig som en både højdramatisk og underholdende affære var lørdagens indledende opgør mellem Richard North og Robert Marijanovic. Ganske vist tog tysk-kroatiske Marijanovic teten i starten af kampen, idet han bragte sig foran 2-0, men herfra fik Richard North imidlertid langt bedre styr på sine doubler, alt imens han med den ene 180’er efter den anden formåede at ryste sin modstander. Dermed lykkedes det North at trække sig sejrrigt ud af et medrivende opgør, hvor han blandt andet lavede intet mindre end 10 180’ere undervejs.

Mens lørdagens første kamp således var garant for underholdning, var den efterfølgende kamp mellem canadiske Jim Long og irske Mickey Mansell det stik modsatte. Begge spillere formåede således aldrig at finde en rytme, hvilket lod sig komme til udtryk ved spillernes middelmådige gennemsnit. I sidste ende var det dog Jim Long, der kunne trække sig sejrrigt ud af sin VM-debut, mens Mickey Mansell endnu aldrig har vundet en VM-kamp, til trods for at have deltaget fire gange i alt.

Bedre gik det efterfølgende for Josh Payne, der med sin 3-2 sejr over Jeff Smith fik sig et fornemt udgangspunkt i sit VM-comeback, efter han ikke formåede at kvalificere sig sidste år.

Herefter kunne publikum se frem til eftermiddagssessionens højdepunkt, hvor den tidligere Lakeside-finalist, Danny Noppert, skulle forsøge at ride videre på gårsdagens fornemme sejr over Royden Lam. Det skulle ske med en sejr over formstærke Max Hopp, der er igang med karrierens bedste sæson. Men selvom Noppert leverede en solid præstation med et fornemt gennemsnit på 97,35, så var hollænderen på ingen måde effektiv nok på sine doubler, hvilket resulterede i at Max Hopp i sikker stil spillede sig videre til tredje runde med en sejr på 3-0.

3-0 blev også resultatet på aftensessionens første tre kampe, hvor først Toni Alcinas hentede en nem sejr mod newzealandske Craig Ross, inden Ryan Searle og Keegan Brown gjorde spanieren kunsten efter med sejre over VM-debutanterne Stephen Burnton og Karel Sedlacek.

Resultater lørdag den 16. december:

Richard North (92,82) 3-2 (85,99) Robert Marijanovic
Jim Long (75,33) 3-1 (74,45) Mickey Mansell
Josh Payne (87,34) 3-2 (88,98) Jeff Smith
Max Hopp (93,51) 3-0 (97,35) Danny Noppert
Toni Alcinas (86,03) 3-0 (71,47) Craig Ross
Ryan Searle (87,82) 3-0 (87,06) Stephen Burton
Keegan Brown (95,78) 3-0 (92,15) Karel Sedlacek
Michael van Gerwen (102,59) 3-1 (93,45) Alan Tabern

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*