Top 15: Danmarkshistoriens største dartspillere – del 2/3

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Getty Images

Brian Buur var en fast del af BDO-Touren mellem 2002-2007. Her ses han i opgør med Raymond van Barneveld ved Lakeside i 2006.

Dartnyheder.dk vil de følgende dage uploade tre artikler – inklusiv denne – med en top 15 over de største danske dartspillere gennem historien. Listen forsøger i den forbindelse at tage højde for hvilke perioder de nævnte spillere har spillet i, hvor betingelserne og omstændighederne for spillerne har været vidt forskellige, både hvad angår sportslig konkurrence, økonomiske muligheder og lignende parametre. God læselyst!

LÆS OGSÅ: Top 15: Danmarkshistoriens største dartspillere – del 1/3
LÆS OGSÅ: Top 15: Danmarkshistoriens største dartspillere – del 3/3

Dennis Lindskjold deltog i 2014 ved PDC’s World Cup of Darts, hvor han og Per Laursen, til trods for en hæderlig indsats, tabte 5-2 til Australien.

10. Dennis Lindskjold

Født 21. december 1977
Bedste periode: 2003-2005 og 2011-2015
Største bedrifter:
1x Nordic Cup Open 2014
1x Danmarksmester 2014
1x Jysk-Fynsk mester 2004
2x SDC-titler 2012, 2013
1x PDC’s VM (sidste 72) 2014
6x landsholdsudtagelser

I en alder af 26 år blev Dennis Lindskjold i 2004 første gang udtaget til det danske EM-landshold, hvor han i sin debut ved WDF’s europamesterskab spillede sig i kvartfinalen. Herfra var der meget der tydede på, at Dennis Lindskjold havde udsigt til en lang og fornem landsholdskarriere.

I 2006 satte en personlig nedtur udenfor dartsporten dog markante præg på Dennis Lindskjolds mentale overskud, hvorfor der gik en længere årrække, før han igen kunne gøre sig gældende på den nationale- såvel som internationale dartscene. Særligt perioden fra 2011-2015 viste ’The Beast’, at topniveauet gør ham til en af de bedste dartspillere i Skandinavien, hvilket de gode resultater på PDC Nordic & Baltic-scenen (dengang Scandinavian Darts Corporation) i 2012-2013 vidner om. Blandt andet lykkedes det ham at sikre sig to SDC-titler, hvilket betyder, at han til dags dato er den eneste dansker, foruden Per Laursen, der har vundet på SDC/PDCNB-touren.

Siden deltagelsen ved PDC’s VM samt PDC’s World Cup i 2014 har der imidlertid været stille omkring Dennis Lindskjolds internationale engagement, hvor særligt rejseudgifterne har været en stopklods for den firedobbelte DM-finalist. Såfremt stopklodsen bliver fjernet, er det ikke utænkeligt, at Dennis Lindskjold fortsat har sine bedste resultater liggende foran sig – særligt sejren ved Danish Darts Challenge i 2016, hvor han i finalen leverede et gennemsnit på 95,45 over 15 legs, vidner om, at potentialet er så stort, at de internationale resultater ikke behøver at høre fortiden til.

Stemningsbillede fra da Bjarne Iversen triumferede ved de nordiske mesterskaber i 1998 Foto: Dansk Dart Union

9. Bjarne Iversen (tidl. Jensen)

Født 23. maj 1970
Bedste periode: 1998-2001 og 2012-2014
Største bedrifter:
1x WDF VM bronze (double) 1997
1x WDF VM bronze (holdkamp) 1999
1x Nordisk mester 1998
1x Danmarksmester 2001
1x Sjællandsk mester 2013
6x landsholdsudtagelser

Selvom talentet altid har været åbenlyst, og spillet og resultaterne gode, så sidder man alligevel med en fornemmelse af, at det fulde potentiale aldrig for alvor er blevet forløst. Selvom Bjarnes storhedstid efterhånden ligger små 10 år tilbage, så vidner det sporadiske comeback i 2011/2012, hvor Bjarne Iversen på rekordtid genetablerede sig selv i toppen af den danske rangliste, om, at talentet er så stort, at den tidligere Danmarksmester har et helt ekstraordinært talent for sporten.

Det meste af Bjarne Iversens karriere har dog været kendetegnet ved diverse disciplinære udfordringer, som igen og igen har overskygget det uomtvistelige talent – et talent som i 1998 bød på Danmarks seneste sejr ved det individuelle nordiske mesterskab samt en kvartfinale ved World Masters – et resultat som kun er blevet matchet af Per Skau og Troels Rusel.

Særligt det mentale aspekt af sporten har gennem årene været Bjarne Iversens force, idet han sjældent har vist udtryk for nerver, hvorfor han på det parameter alene må betragtes som en af Danmarks stærkeste topspillere gennem tiden. Har dog på intet tidspunkt, til trods for at potentialet i den grad har været til det, været anerkendt som den bedste dartspiller i Danmark, hvor han i sine bedste perioder har stået i skyggen af først Frede Johansen og sidenhen Per Laursen og Vladimir Andersen.

Stig Jørgensen talte i 2011 ud om sin karriere og EM-triumfen i 2008.

8. Stig Jørgensen

Født 30. marts 1967
Bedste periode: 1995-2000 og 2008-2012
Største bedrifter
2x WDF VM-bronze (hold) 1995, 1999
2x WDF EM-guld (hold og overall) 2008
9x Sjællandsk mester (rekord) 1991, 1997, 2000, 2004, 2005, 2010, 2012, 2013, 2015
4x DM-sølv 1994, 1995, 1999, 2007
20x landsholdsudtagelser (rekord)

Som en del af det danske guld-hold ved EM på hjemmebane i 2008, er Stig Jørgensen én af blot fire danske herrespillere, som kan prale af at have vundet guld ved et af WDF’s mesterskaber for landshold udenfor Nordic Cup-regi.

På trods af aldrig at have kunnet kalde sig den ubetinget bedste danske dartspiller på noget tidspunkt gennem sin karriere, så vidner Stig Jørgensens mange år i toppen af dansk dart om et usædvanligt højt bundniveau, hvilket blandt andet har gjort ham til indehaver af rekorden for flest sjællandske mesterskaber, samt intet mindre end 20 landsholdsoptrædener – en rekord han deler med Frede Johansen.

Efter at have været en del af den danske elite gennem det meste af halvfemserne, satte Stig Jørgensen i år 2000 karrieren i bero, blandt andet efter at være blevet far. I mellemliggende periode var han blandt andet med til at sikre Danmarks bedste placering ved et VM i WDF, da han og resten af det danske landshold sikrede sig en samlet 4. plads, blandt andet som resultat af en semifinale i holdkampen samt Stigs kvartfinale i singlerækken, hvor han missede en enkelt matchpil for at spille sig i semifinalen. Karrieren blev sidenhen genoptaget, hvor Stig Jørgensen var tilbage i topform i 2008.

Selvom Ringsted-spilleren i international sammenhæng aldrig har leveret et større individuelt resultat end en kvartfinale ved WDF’s VM og EM, så er de mange år som en del af eliten i dansk dart yderst imponerende. Fik sin sidste optræden på Nordic Cup landsholdet i 2014, hvor han efter en skuffende præstation aldrig har formået at finde vej tilbage til bruttotruppen, mens karrieren på topniveau nu definitivt er slut.

Vladimir Andersen spillede sig i 2014 i semifinalen ved verdens største åbne dartturnering, Dutch Open.

7. Vladimir Andersen

Født 24. april 1989
Bedste periode: 2007-2015
Største bedrifter:
1x Dortmund Open 2012
1x German Gold Cup 2010
1x Semifinale Dutch Open 2014
1x Danmarksmester 2009
1x Jysk-Fynsk mester 2007
10x landsholdsudtagelser

Formentlig danmarkshistoriens største rendyrkede talent, og muligvis fortsat indehaver af Danmarks højeste topniveau. Indtog i en alder af blot 18 år førstepladsen på den danske rangliste, og blev i samme ombæring udtaget til landsholdet for første gang i sin karriere.

Siden da har der været sagt og skrevet meget om den kontroversielle vejlenser, der de seneste år har haft svært ved at samle fokus fuldstændig om dartsporten, hvilket i 2014 udmundede sig i en seks måneders karantæne fra det danske landshold, mens han sidenhen er blevet tildelt både et halvt og et helt års karantæne fra Dansk Dart Union – heraf kostede den ene karantæne en deltagelse ved BDO’s verdensmesterskab, hvor Vladimir Andersen ellers var udset en deltagelse ved 2016-udgaven af Lakeside-turneringen efter at have sejret ved kvalifikationsturneringen forud for World Masters i 2015.

Forinden den turbulente tid var Vladimir Andersen ellers selvskrevet til at gå en fornem dartfremtid i møde. Ganske vist står evighedstalentet endnu ikke noteret for et mærkbart internationalt resultat, hvoraf placeringen blandt de sidste 24 ved Winmau World Masters i 2009 og semifinalen ved Dutch Open i 2014 står som de mest imponerende præstationer – ikke desto mindre, så har det hele tiden været anskuet som et spørgsmål om tid, før Vladimir Andersen ville slå igennem. Den anskuelse er der efterhånden sået tvivl om, og der er sågar stillet spørgsmålstegn ved, om Vladimir Andersens fortsat har viljen til at forfølge de sportslige resultater, som fra karrierens start var stillet i udsigt – forhåbentlig kan han, både for sin egen, men også dansk darts skyld, formå at genopfinde sig selv på dartbanen.

Brian Buur spillede sig i 2004 blandt de sidste 16 ved Winmau World Masters, hvor han, til trods for nederlaget, leverede en hæderlig indsats mod den tidligere verdensmester, Tony David. 

6. Brian Buur (tidl. Sørensen)

Født 30. december 1977
Bedste periode: 2002-2007
Største bedrifter:
1x British Open 2005
1x WDF VM-sølv (double) 2005
1x WDF VM-bronze (hold) 1999
1x Danmarksmester 2003
1x Sjællandsk mester 2003
3x BDO’s verdensmesterskab (sidste 32, 2003, 2006, 2007)
15x landsholdsudtagelser

Var først og fremmest dominerende i den danske juniorrække, hvorefter han rykkede op som senior i 1996. Herfra gik der en mindre årrække, før han ligeledes kunne gøre sig gældende blandt de danske seniorer. Herfra tog det dog hurtigt fat – blandt andet debuterede han allerede som 20-årig på det danske herrelandshold, hvor han var fast mand frem til karrierestoppet i 2007.

I perioden fra 2002 til 2007 var Brian Buur i øvrigt en fast bestanddel af BDO-touren, hvilket blandt andet udmundede sig i tre deltagelser ved BDO’s verdensmesterskab samt invitation til prestigefulde turneringer som World Darts Trophy og International Darts League – turneringer som bød på kampe mod spillere som Phil Taylor, Raymond van Barneveld og Gary Anderson.

Med en 13. plads som karrierens højeste placering på BDO’s rangliste formåede Brian Buur aldrig for alvor at etablere sig i verdenstoppen, hvor han som oftest måtte tage til takke med 1/8-dels- og kvartfinaler som bedste resultater. Alligevel lykkedes det i 2005 viborgenseren at levere det vel nok største individuelle resultat i dansk darts historie, da han med en finalesejr over en dengang 16-årig (men ikke desto mindre BDO-dominerende) Michael van Gerwen, vandt den prestigefulde turnering, British Open.

Ser man bort fra 2003, som bød på sejre ved både det sjællandske og danske mesterskab, så formåede Brian Buur aldrig at sætte sig på den danske darttrone, hvor han som hovedregel måtte stå i skyggen af Per Laursen. Stoppede karrieren i 2007 som konsekvens af en tiltaget, og, ifølge eget udsagn, trættende BDO kontra PDC-debat samt tiltagende arbejdsbyrde i den civile tilværelse. Gjorde et mindre comeback i 2014, hvilket førte til en finaleplacering ved det danske mesterskab samt en omdiskuteret genudtagelse til landsholdet. Har siden da flirtet med et egentligt comeback, men har endnu ikke gjort alvor af spekulationerne.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*