Optakt 1. Division: Del 3/6 – De klarer frisag

Tekst: Frede Johansen

Foto: Dansk Dart Union

De kommende dage vil vi her på Dartnyheder.dk lade op til den kommende sæson i landets bedste række. Frede Johansen stiller skarpt, og tager her et kig på de to hold, som han mener ender på 7. og 8.-pladsen. Denne optakt er nummer 3 ud af i alt 6 optakter, som vil blive delt her på siden frem mod sæsonstarten onsdag d. 23. august.

Kælderen

Som oprykkere i sidste sæson klarede Kælderen sig ganske fint. Langt hen i sæsonen lå de endda i den bedste halvdel. Den sidste halvdel af sæsonen blev dog knap så god, med mange tætte kampe og nederlag, hvilket i sidste ende resulterede i en placering som nr. 8 lige udenfor nedryknings-playoff pladserne, og kun 3 point fra en 6 plads. Grunden til det, kan nok til dels tilskrives, at de måtte skifte Michael Lund ud endervejs.

Kælderen stiller igen i år med de to solide spillere i form af Anders Zaar og Kasper Puggaard, som begge i sidste sæson viste godt spil. Også Steffen Olling viste stabilt spil, men omvendt kneb det noget mere på den sidste plads, hvilket er lidt det samme jeg forventer til den kommende sæson. Midterfeltet er rigtig tæt, så forbedringer på denne plads vil hurtigt kunne flytte Kælderen frem i tabellen – men, med deres nuværende 4. mand og reserver, forventer jeg en placering som sidste år, altså en 8 plads.

Anders Zaar er holdet klare første mand. 68,42 % vunde kampe blev det til i sidste sæson, hvilket rakte til en plads som den 7. mest vindende i rækken. Ganske flot af den gamle ræv, som åbenlyst stadig kender vejen til sejr. Snittet på 19,62 er i den forbindelse knap så imponerende, men det er vel egentlig sådan vi kender Anders. Han kan både spille godt når det kræves, men ofte også blot køre en sejr hjem i jævn dart. En kvartfinale til DM vidner også om, at Anders stadig er blandt landets bedste spillere.

Hvor Anders præstation nok var forventet, så var der nok ikke så mange der kendte Kasper Puggaard inden denne sæson. Men det er der bestemt nu. En imponerende debutsæson, blev det til. Som nævnt, var det en spillermæssig stærkt besat 1. division sidste år, og alligevel blev det til 62,50% vundne kampe, dog med et lidt højt snit på 20,02 dart. 62,50% vundne kampe placerer ham altså i selskab med spillere som Lars Helsinghoff og Nicolai Olsen, og over spillere som Tonny Madsen, Klaus Rejnhold, Daniel Jensen og Stig Jørgensen. Det bliver spændende at følge udviklingen i hans anden sæson.

Steffen Olling spillede sig gennem sæsonen med respektable 44,05%, et snit som viser den klare berettelse til landets bedste række. Snittet var knap så prangende og endte på 20,86 dart, hvilket er lidt i den høje ende. På stævnefronten så vi dog ikke meget til Steffen, med en  kvartfinale i B-rækken som bedste resultat.

Søren Christensen er sidste mand på holdet, hvilket tallene da også ganske klart bekræfter. Kun 20  % vundne kampe blev det til i den forgangne sæson, og han var blot en af flere som blev afprøvet som afløser for Michael Lund – fælles for alle, var det dog uden den store succes. End ikke den tidligere landsholdspiller Peter Sønderby lykkedes, og nu er valget til denne sæson derfor endt med Søren Christensen eller Kenwyn Vestergaard. Jeg har valgt her at fokuserer på Søren, da han trods alt var den mest vindende af de to i den forgangende sæson. Snittet for Søren på 21,92 dart pr. leg, vidner også om at der er plads til forbedring. Til gengæld er det jo så netop her, den største mulighed for fremgang ligger, og det bliver spændende at se, om Søren kan løfte niveauet, hvis han får lov at spille alle kampe i denne sæson.

Hold-ranking: 190*
Forventet placering: 8

Dart Odense

Odense sikrede sig oprykningen ved at vinde 2. division vest, som i sig selv kræver et godt niveau. Odense har siden oprykningen sikret sig både Søren Gjerlufsen og Casper Rasmussen, således at de ser ud til at være pænt rustet til at prøve kræfter med landets bedste række.

Hvor Søren uden tvivl er en super signing, så er jeg lidt mere i tvivl om hvad deres tanker er med Casper Rasmussen. Jeg syntes endnu vi har til gode at se, hvorvidt Casper har hvad der skal til for at slå igennem i 1. division. Men de har dog også gode reserver klar, hvis projektet skulle mislykkes, hvorfor jeg er ret sikker på, at de holder sig uden for nedrykningskampen. Hvis de skal længere op i tabellen, så tror jeg dog, at de bliver nødt til at finde en anden løsning til den sidste plads på holdet.

Der går dog rygter om, at Vladimir Andersen kunne være at finde i Odense, når hans karantæne udløber, hvilket vil stille Odense i en helt anden situation, hvor de pludselig vil være helt inde i billedet til at kæmpe om medaljer.

Grunden til at jeg tror Dart Odense ender over Kælderen, selvom jeg egentlig rangere holdene lige, ligger i at jeg finder Dart Odenses reserver bedre.

Søren Gjerlufsen havde sidste år en god sæson. Selvom han kun spillede godt halvdelen af kampene i Assens, så efterlod han et godt indtryk rent spillemæssigt. 64,58% vundne kampe lyder måske ikke helt vildt, men det er altså på niveau med spillere som Mogens “Turbo” Christensen, Lars Helsinghof, Frank Andreasen, Nicolai Olsen, Niels-Jørgen Hansen og Glenn Honoré. Samtidigt var snittet i top, og han endte med det 4. højeste snit i rækken, med flotte 18,73 dart. Det seneste år har desuden budt på en flot sejr til Omme Open, hvor langt hovedparten af topspillerne var til stede, forud for Top Gun arrangementet. Søren ligner et perfekt match med Odense.

Daniel Jahn Hadberg var en meget vigtig del af Odenses oprykning, og med 76,19% var han da også rækkens 4. bedste spiller, efter spillere som Steen Lysen, Dennis Lindskjold og Bjarne Iversen. Et snit på 19,35 dart pr. vundet leg, gav ham også en 4. plads på denne liste. Til stævner blev det også til en række stabile resultater, dog uden at være prangende. Blandt andet derfor, indtager han en ranglisteplacering som nr. 32, og bliver i denne sæson også et vigtigt aktiv for Dart Odense.

Jan Møller Jespersen måtte nøjes med 59,52% vundne kampe i landet næstbedste række, samt et snit på 21,20 dart, hvilket jeg syntes er lidt under hvad jeg forventede af Jan, og hvad jeg ellers har set de senere år. Han virker dog normalt ganske stabilt spillende, og kan på sine bedste dage også godt give nogle af de bedste spilere kamp til stregen. Det bliver unægteligt spændende at se, om han kan løfte niveauet, nu hvor Dart Odense er tilbage i landets bedste række.

Valget af Casper Rasmussen til den 4. plads på holdet, undrer mig en anelse. Dart Odense havde flere spillere, som på papiret ligner bedre kort at have på hånden, i skikkelse af eksempelvis Rene Madsen og Michael Sørensen, som da også vandt henholdsvis 67,50 % og 48,68 % i 2. division, hvor det kun blev til 35,71 % vundne kampe til Casper. Og på gennemsnittet var i særdeleshed Rene væsentlig bedre med 20,95 dart, sammenlignet med Caspers 22,33. Men måske har Rene selv har valgt rollen som reserve, eller har Dart Odense bare set noget jeg ikke har?

Hold-ranking: 190 (70-65-40-15)*
Forventet placering: 7

*Hold-ranking er udregnet på baggrund af hvor mange kampe de respektive spillere skønnes procentvis at vinde gennem den kommende sæson, og derefter lagt sammen. Er der eksempelvis 4 spillere på et hold, som hverisær skønnes at vinde 50 % af sine kampe, giver det således en ranking på 200.

Kampprogrammet for 1. division kan findes på DDUs hjemmeside ved at trykke her.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*