Dom Taylor er udelukket fra VM 2026, efter at have afleveret en positiv dopingtest.
PDC har fredag offentliggjort, at den engelske dartspiller Dom Taylor med øjeblikkelig virkning er blevet suspenderet fra al deltagelse i DRA-regulerede turneringer, efter at en dopingtest har givet et positivt resultat under PDC’s igangværende verdensmesterskab.
Ifølge en udtalelse fra Darts Regulation Authority (DRA) blev organisationen den 19. december gjort opmærksom på et såkaldt “adverse analytical finding” i forbindelse med en test, der blev foretaget den 14. december. Som følge heraf er Taylor nu suspenderet, mens sagen behandles efter DRA’s antidopingregler.
DRA oplyser, at sagen nu indgår i en disciplinær proces, og at der ikke vil blive kommenteret yderligere, før denne fortrolige behandling er afsluttet.
Jonny Clayton avancerer uden kamp
Suspensionen betyder, at Taylors planlagte modstander i anden runde af VM, Jonny Clayton, får en bye og dermed avancerer direkte til tredje runde. PDC har i forlængelse af DRA’s udmelding ligeledes meddelt, at organisationen ikke vil kommentere sagen yderligere på nuværende tidspunkt.
Gentagelsestilfælde i Taylors karriere
Sagen er bemærkelsesværdig, da det ikke er første gang, Dom Taylor er involveret i en dopingsag.
Tilbage i 2024 blev Taylor suspenderet forud for Players Championship Finals, hvor han ellers skulle have mødt den daværende verdensmester Michael Smith i første runde.
Den positive prøve betød samtidig, at Taylor blev taget ud af VM-feltet til PDC World Darts Championship 2025, selvom han havde kvalificeret sig via Pro Tour-ranglisten.
I den pågældende sag modtog Taylor en én måneds karantæne, efter at det forbudte stof blev vurderet til ikke at være præstationsfremmende og var indtaget uden for konkurrence. Han vendte derfor hurtigt tilbage til Pro Touren i februar i år.
Afventer udfaldet
Den aktuelle sag kan få alvorlige konsekvenser for Taylors videre karriere, afhængigt af sagens udfald og eventuelle gentagelsessanktioner. Indtil videre må både PDC og offentligheden afvente DRA’s endelige afgørelse.
Dom Taylor blev af flere eksperter betragtet som en potentiel dark horse ved PDC’s igangværende verdensmesterskab – herunder i Dartnyheder.dk’s optakt til VM, som du blandt andet kan høre på Spotify.
Læs også:
Er han den næste Luke Littler? 15-årig skotte er i VM-finale
VM 2026: Her er lodtrækning, kampprogram og sendeplan
Be the first to comment