Officielt: De danske seniorlandshold er udtaget

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Dansk Dart Union

Daniel Jensen (tv.) og Nicolai Olsen (th.) er blandt kaninerne i den danske landsholdstrup. 

Dansk Dart Union har i dag offentliggjort navnene på de otte spillere som er udtaget til at repræsentere de rød/hvide farver ved WDF’s europamesterskab for seniorlandshold. EM afholdes i år mellem den 25.-28. september i Ungarn.

Blandt de udtagede spillere falder særligt valget af de to Holbækspillere, 22-årige Daniel Jensen og 47-årige Nicolai Olsen, i øjnene. Begge spillere kan se frem til at gøre EM-debut på det danske herrelandshold, efter begge at have været en del af den otte-mands store landsholdstrup ved Nordic Cup tidligere på året. Særligt valget af Daniel Jensen er en indikation af, at den danske herrelandstræner, Søren Byø, forsat vælger at give yngre spillere chancen, efter i forbindelse med Nordic Cup at have indlemmet spillere som 20-årige Nicolai Rasmussen og 19-årige Benjamin Drue Reus i sin observationstrup. Daniel Jensen og Nicolai Olsen vil i øvrigt danne makkerskab med den rutinerede landsholdsduo fra Potten, bestående af Lars ‘XL’ Helsinghof og Mogens ‘Turbo’ Christensen. Valget af de nævnte spillere sker på bekostning af spillere som Frank Andreasen, Tonny Madsen og Brian C. Christansen som var de øvrige deltagere ved Nordic Cup tilbage i maj måned.

Damelandstræner, Christian ‘Krille’ Sørensen, har desuden valgt at give genvalg til alle fire spillere som var udtaget til Nordic Cup. Det betyder at Janni Larsen og Henriette Honoré kan se frem til at repræsentere Danmark ved deres helholdsvis syvende og tredje europamesterskab, alt imens Sandra Rasmussen og Trine Byø får debut i EM-sammenhæng.

Listen over udtagede spillere til EM 2018:

Damer:
Landstræner: Christian Krille Sørensen

Trine Byø, Studsen
Sandra Rasmussen, Svendborg
Janni Larsen, Fluen
Henriette Honoré, Esbjerg

Herrer:
Landstræner: Søren Byø

Mogens Christensen, Potten
Lars Helsinghof, Potten
Daniel Jensen, Holbæk
Nicolai Olsen, Holbæk

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*