Optakt: Premier League tager et smut til Wales

Tekst: Mads Plagborg Magnussen

Foto: Kais Bodensieck/PDC Europe

I aften er det tid til tredje runde af Premier League, som spilles i Cardiff i Wales.

Motorpoint Arena i Cardiff, danner i aften ramme om tredje runde af Premier League. Da Cardiff jo befinder sig Wales, er det meget logisk, at aftenens udfordrer er Jonny Clayton. Han skal op mod Michael Smith, men det tager vi senere.

Det walisiske publikum får selvfølgelig endnu en hjemmebanespiller at se, når Gerwyn Price skal på scenen. Han skal op mod Daryl Gurney i aftenens næstsidste kamp.

Som altid kommer der her en fyldig optakt til hver enkelt kamp, og så kan du lige kaste et blik på den aktuelle stilling inden aftenens kampe.

Billede

Peter Wright vs. Rob Cross
Peter Wright har spillet ganske fænomenalt efter sit verdensmesterskab. Han har godt nok ikke vundet en af de første fire Players Championship turneringer, men han har spillet med nogle fuldstændig fantastiske gennemsnit. Det har han dog ikke helt fået med over i Premier League endnu, hvor det er blevet til et nederlag til Michael van Gerwen og en uafgjort mod Gary Anderson.

Rob Cross har til gengæld gjort det ganske okay, dog uden at det har været sensationelt. I første runde fik han uafgjort mod Gerwyn Price og snittede lige over de 100, hvorimod han i anden runde vandt over Nathan Aspinall, dog med et lidt mindre snit.

Det ser altså ud til, at Peter Wright skal hæve sit Premier League-niveau en smule, hvis han skal hente sæsonens første Premier League-sejr i aften. Dette kunne nemt blive en tæt affære.

Bud på resultat: 6-6

Jonny Clayton vs. Michael Smith
Jonny Clayton er godt nok udfordrer, men han er ikke uden chancer i dette opgør. Waliseren har flere gange vist, at han godt kan slå de helt store navne, og han har da også slået Michael Smith tidligere.

Michael Smith har samtidig ikke været imponerende indtil videre. I første runde tabte han 7-3 til Glen Durrant, for derefter at spille uafgjort med Gerwyn Price, hvor han dog snittede hæderligt. Dog kommer han fra et Players Championship 4, hvor han tabte 6-1 til Darius Labanauskas i første runde.

Sæsonen ligner altså en typisk Michael Smith, i det at han svinger rigtig meget i niveau. Rammer han ikke niveauet i aften, så vil Clayton med stor garanti kunne drage fordel af hjemmepublikummet.

Bud på resultat: Jonny Clayton vinder 7-5

Michael van Gerwen vs. Nathan Aspinall
Nathan Aspinall kan skam godt slå Michael van Gerwen, det har vi set før. Hollænderen virker dog til så småt at have genfundet sig selv. Ja godt nok er det ikke den Michael van Gerwen, som snitter over 100 i stort set hver kamp, men til gengæld virker det til, at han kan hive sejre hjem i stort set alle hans kampe.

Samtidig har Nathan Aspinall ikke snittet over 96 endnu i denne sæsons Premier League, og det ser ærligt ud til, at dette ville være absolut minimum af snit, hvis han skal slå Michael van Gerwen, som dog snittede over de førnævnte 100, da han gennembankede Daryl Gurney med 7-1 i sidste runde.

Det bliver uden tvivl svært for Nathan Aspinall i aften, og mon ikke, at hollænderen napper endnu en sejr i aften.

Bud på resultat: Michael van Gerwen vinder 7-4.

Daryl Gurney vs. Gerwyn Price
Daryl Gurney har slet ikke fået en god start på tilværelsen i dette års Premier League. Han har, som den eneste, tabt begge sine kampe og det ser virkelig svært ud for nordireren igen i aften.

Han skal altså op mod Geryn Price, som godt nok heller ikke har imponeret helt vildt endnu, men til gengæld har han et hjemmepublikum, som virkelig vil skubbe ham frem. Daryl Gurney kan nemt få problemer, da han mange gange har vist, at han ikke kan få hovedet på plads, når først modgangen starter, og der kommer modgang i aften, spørgsmålet er bare, om det kun er tilskuerne, eller om hans eget spil også skaber modgang.

Det walisiske publikum burde kunne se frem til en hjemmesejr her.

Bud på resultat: Gerwyn Price vinder 7-4

Glen Durrant vs. Gary Anderson
Aftenens sidste opgør er en svær størrelse at spå om. Hvis Gary Anderson rammer sit topniveau, så bør han ikke få de store problemer i dette opgør.

Til gengæld har han ikke ramt det niveau i de første to runder, hvor han har haft snit, som er meget lig de snit, som Glen Durrant har spillet med indtil videre i denne Premier League.

De har således begge snittet lige omkring de 95 i de første to runder.

Det interessante ved dette opgør er, at det er det første opgør mellem de to, siden Durrant skiftede til PDC. De har endda kun mødt hinanden én gang tidligere, det var ved Grand Slam i 2016, da Durrant stadig spillede i BDO. Her vandt Anderson med 5-4.
Kampen i aften kunne nemt blive en tæt affære igen.

Bud på resultat: Gary Anderson vinder 7-5

Alle aftenens kampe kan ses på TV3 Sport, Viaplay eller pdc.tv fra klokken 20.00.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*