Optakt: VM fortsætter efter historieskrivning

Tekst: Mads Plagborg Magnussen

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Fallon Sherrock skrev historie i går, men VM fortsætter alligevel med otte nye kampe.

Aftenen ved VM stak helt af i går, da Fallon Sherrock fik taget til at lette, da hun skrev historie og blev den første kvinde til at vinde en kamp ved PDC’s VM. Desværre for Ted Evetts var det ham, som det gik ud over. Den unge mand leverede dog en solid indsats, især når man tænker på, at publikum var mod ham fra start. Men en sejr på 3-2 blev det altså for Fallon Sherrock, som nu er klar til anden runde mod Mensur Suljovic.

Udover Sherrock, blev det også til sejre for Ryan Searle, Cristo Reyes, Noel Malicdem, Krzysztof Ratajski, Ritche Edhouse, Damon Heta og Jeffrey de Zwaan.

I dag står den så på otte nye kampe, som vil være fordelt over to sessioner, præcis som de andre dage. Lad os tage et kig på kampene.

Ron Meulenkamp [1.44] v Ben Robb [2.75]
Ben Robb kvalificerede sig igennem kvalifikationen for spillere fra New Zealand. Spilleren har lidt erfaring med PDC-scenen, i det han har deltaget ved tre forskellige turneringer ved World Series. Således deltog han ved Auckland Darts Masters i 2018, samt Brisbane Darts Masters og NZ Darts Masters i 2019. Under NZ Darts Masters blev det endda til en sejr over Simon Whitlock. I den kamp snittede han endda 96.87.

Kan han ramme samme snit i aften, så kan han helt sikkert udfordre Ron Meulenkamp, som dog forståeligt er favoritten før opgøret. Men hollænderen skal stadig hole tungen lige i munden, for at vinde dette opgør.

Bud på resultat: Ron Meulenkamp vinder 3-1

Mickey Mansell [2.00] v Seigo Asada [1.80]
Mickey Mansell går ind til denne kamp uden det store at råbe hurra for. Han har således tabt de seneste fire kampe han har spillet, så det er ikke just en spiller i form, som i dag skal op mod Seigo Asada.

Asada må til gengæld komme med en lidt anden selvtillid. På den asiatiske tour er det gået fremragende for japaneren, som er nået minimum kvartfinalen i alle fem events, hvoraf to af dem er blevet vundet. Samtidig er det også tredje gang, at vi ser Asada på VM-scenen, så mon ikke, at han sagtens kunne nappe en sejr her. Mansell er dog bestemt ikke uden evner, så det kan sagtens blive et uhyr tæt opgør her.

Bud på resultat: Seigo Asada vinder 3-2

Harry Ward [2.10] v Madars Razma [1.72]
Madars Razma er for første gang endt som nummer et på PDC Nordic & Baltics rangliste. Letten, som har haft Tour Card i et par år, har vist prøver på noget fornemt spil i løbet af sæsonen, og nu er det så tid til, at vise det frem på den helt store scene.

Harry Ward, som han skal op mod, er en ganske hæderlig spiller, som dog ikke har haft synderlig meget tur i den på det sidste. Hans seneste kamp var endda mod Ramzas gode ven Darius Labanauskas, og her vandt lithaueren 6-5. Madars Razma har altså fine muligheder for avancement, hvis han altså har hovedet på plads.

Bud på resultat: Madars Razma vinder 3-2

Stephen Bunting [1.28] v Jose Justicia [3.75]
Dagens første kamp fra anden runde står mellem Stephen Bunting og Jose Justicia. Selvom spanieren vandt med 3-0 i første runde, så var det ikke fordi, at han spillede med et snit, som Stephen Bunting umiddelbart bør frygte.

Stephen Bunting er dog en sjov størrelse, som på dagen kan spille fantastisk dart, men bestemt også rimelig ligegyldig dart. Der er dog ingen tvivl om, at hvis Bunting spiller det niveau han kan, så vinder han her. Men har han en af de dårlige dage, så kan spanieren godt have en chance her.

Bud på resultat: Stephen Bunting vinder 3-0

James Wilson [1.40] v Nico Kurz [3.00]
Dagens femte gang, og samtidig aftenens første kamp, står mellem James Wilson og Nico Kurz. Nico Kurz fik virkelig gjort opmærksom på sig selv i sommers, da han slog Gary Anderson ved det tyske World Series event. Siden har vi dog ikke set det store til ham, og derfor er det også klart, at han ikke er favoritten i dette opgør.

James Wilson er dog ikke fra den absolutte top, så tyskeren er ikke uden chancer. Ved Players Championship Finals imponerede James Wilson, da han slog Peter Wright i første runde, men til gengæld tabte han så hele 6-0 i anden runde til Chris Dobey, hvor han snittede 81.71. Det er altså langt fra sikkert, at Wilson napper den her let, og der kunne godt vendte en overraskelse.

Bud på resultat: Nico Kurz vinder 3-2

Josh Payne [1.30] v Diogo Portela [3.50]
Josh Payne. Manden som er kendt for hans meget seriøse tilgang til dartsporten, med fast diæt og det hele. Han skal i aften op mod Diogo Portela, som vi efterhånden har stiftet bekendtskab med et par gange. Brasilianeren har således deltaget ved VM før, og har også været at vinde ved World Cuppen. Det helt store gennembrud er det dog endnu ikke blevet til, og derfor er han underdoggen i aftenens opgør.

Josh Payne har igennem de seneste år vist, at han sagtens kan spille en habil dart, men han skal dog stadig finde noget af sit bedste i aften, hvis han skal vinde denne kamp uden problemer. Portela kan altså godt bide fra sig.

Bud på resultat: Josh Payne vinder 3-2

Gabriel Clemens [1.36] v Benito van de Pas [3.20]
Gabriel Clemens har det lidt med at blive glemt, da Max Hopp og Martin Schindler render med det meste af opmærksomheden, når man kigger på tysk dart, hvilket egentlig er lidt synd, da tyskeren egentlig spiller lige så god dart som de to andre, han har dog lige manglet de sidste marginaler, som har givet ham det gennembrud, som de to andre har fået.

Han kan dog passende starte det gennembrud i aften, når han skal op mod Benito van de Pas. Hollænderen har aldrig rigtig slået igennem, som mange havde forventet, men det skal dog ikke betyde, at han ikke kan spille dart. Opgøret her kunne sagtens blive meget tæt og bookmakerne har måske vurderet styrkeforholdet lidt skævt, omend Clemens nok trods alt er favoritten her, men nemt, det bliver det ikke.

Bud på resultat: Gabriel Clemens vinder 3-2

James Wade [1.22] v Ritchie Edhouse [4.33]
Aftenens sidste kamp står mellem James Wade og Ritchie Edhouse, og der kan slet ikke være nogen tvivl, James Wade er favoritten her.

Richtie Edhouse fik dog, noget overraskende, spillet sig let videre fra første runde, men James Wade er umiddelbart lidt noget andet end Boris Koltsov. Samtidig må Wade være opsat på, at dette VM skal ende ud i et godt resultat. Vi skal helt tilbage til VM 2017, for at finde hans bare seneste kvartfinale og 2013 for den seneste semifinale. Mon ikke han lægger godt fra land i aften.

Bud på resultat: James Wade vinder 3-0

Alle dagens kampe kan ses på på pdc.tv og Viaplay fra klokken 13.30 og 20.00. Tv3 Sport viser hele eftermiddagssessionen, men viser først fra klokken 22.30 i aften.


Resultater fra 17. december
Ryan Searle (87.00) 3-2 (80.50) Robbie King
Cristo Reyes (85.62) 3-2 (84.36) Lourence Ilagan
Noel Malicdem (85.07) 3-0 (81.34) Rowby-John Rodriguez
Krzysztof Ratajski (91.35) 3-1 (92.30) Zoran Lerchbacher (Anden runde)

Ritchie Edhouse (87.83) 3-1 (84.53) Boris Koltsov
Damon Heta (93.89) 3-0 (90.01) Jose De Sousa
Fallon Sherrock (91.12) 3-2 (91.50) Ted Evetts
Jeffrey de Zwaan (93.47) 3-2 (90.59) Darin Young (Anden runde)

1 Comment

  1. “På den asiatiske tour er det gået fremragende for japaneren, som er nået minimum kvartfinalen i alle fem events, hvoraf to af dem er blevet vundet.”

    Der var nu 12 events på den asiatiske tour, hvor Asada opnåede følgende placeringer:

    1 – Top 16
    2 – Top 32
    3 – Finale
    4 – Vinder
    5 – Semifinale
    6 – Top 16
    7 – Top 64
    8 – Semifinale
    9 – Top 64
    10 – Top 32
    11 – Vinder
    12 – Vinder

    Han har altså vundet 3 turneringer og nået kvartfinalen 6 gange 😛

Skriv et svar til Martin Hawkins Annuller svar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*