Michael van Gerwen vandt Players Championship Finals efter tæt finale

Tekst: Mads Plagborg Magnussen

Foto: Lawrence Lustig/PDC

For femte gang i karrieren vandt Michael van Gerwen Players Championship Finals i går.

Kigger man på formen, så må det vurderes, at verdens to bedste dartspillere lige nu er Michael van Gerwen og Gerwyn Price.
De to stod således også overfor hinanden i går, da Players Championship Finals skulle afgøres.

For at nå finalen havde Michael van Gerwen slået Mervyn King i kvartfinalen og Ian White i semifinalen. Gerwyn Price havde ligeledes slået Stephen Bunting i kvartfinalen og Chris Dobey i semifinalen, for at nå frem til finalen.

I finalen stod Michael van Gerwen til at kunne tage hævn, efter han tabte til Gerwyn Price ved Grand Slam of Darts.

Finalen kom dog sløjt fra start, da Michael van Gerwen skulle bruge hele 22 pile for at vinde første leg. Ingen af de to kunne således ramme yderringen, og Michael van Gerwen misbrugte da også hele syv pile på doublen, inden han fik sat den ind i double to.

Herefter rykkede Michael van Gerwen lidt fra og kom foran med 3-1. Forspringet på de to legs holdt et stykke tid, men lige pludselig fik Gerwyn Price udlignet til 6-6, for derefter at bringe sig foran 7-6. Herefter var der ingen af de to som brød hinanden, lige indtil at Michael van Gerwen brød til en føring på 9-8. Herefter kom han også foran 10-8, inden Price igen reducerede. I det 20. leg så det ud til, at Gerwyn Price ville bryde hollænderen og bringe kampen ud i det afgørende leg.
Gerwyn Price smed således den første pil i triple 19, da han stod med 137 tilbage. Herefter satte han pil nummer to i double 20, men den tredje pil ramte dog lidt under doublen, og da han så heller ikke kunne lukke de 20 på de næste tre pile, så kunne Michael van Gerwen til sidst tage sejren med en lukning i double 5.

Derudover sikrede Luke Humphries sig også titlen som ungdomsverdensmester, da han slog Adam Gawlas med 6-0 i finalen, som blev spillet lige inden finalen af Players Championship Finals.


Resultater fra søndag 24. november
Eftermiddagssession
Kvartfinaler
Gerwyn Price 10-3 Stephen Bunting
Chris Dobey 10-2 Raymond van Barneveld
Michael van Gerwen 10-6 Mervyn King
Ian White 10-9 William O’Connor

Aftensession
Semifinaler

Gerwyn Price 11-8 Chris Dobey
Michael van Gerwen 11-8 Ian White

Finale
Michael van Gerwen 11-9 Gerwyn Price

Plus
PDC Unicorn World Youth Championship Final
Luke Humphries 6-0 Adam Gawlas

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*