14-årige Robin Stegler imponerer: Vinder B-rækken ved Vestfyen Open

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Privat

14-årige Robin Stegler vandt i går B-rækken ved Vestfyen Open. Billedet ovenfor er dog taget i forbindelse med Østrig Open tidligere på året.

Det er ikke mere end blot en uge siden, at Robin Stegler kunne fejre sin 14-års fødselsdag. I går triumferede U18-landsholdsspilleren så i B-rækken ved Vestfyen Open, hvilket er første gang siden november 2013, at en drenge-spiller vinder i den næstbedste seniorrække. Dengang var det Casper Rasmussen, der, i en alder af 17 år, vandt B-rækken ved Esbjerg Østs seniorstævne.

Stegler, der i øvrigt ligger nummer fem på den danske juniorrangliste, lagde ud med at blive to’er i den indledende tremandspulje, hvor han tabte til 2. divisionsspilleren Allan Dyring. Andenpladsen var nok til, at Stegler spillede sig videre fra puljen, og dermed var videre til de sidste 64.

Her lagde FIOV-spilleren så særdeles stærkt fra land, idet han vandt sine næste fire kamp uden at tabte et eneste leg – med andre ord vandt juniorlandsholdsspilleren intet mindre end 16 legs i træk.

I både semifinalen og finalen var der så væsentligt mere dramatik i Steglers opgør. Først måtte han ud i et sidste og afgørende leg mod Jimmi Nielsen fra Sydvest Dartklub, inden han i finalen hentede endnu en dramatisk 4-3 sejr – denne gang over Johnny Holm Jensen fra Assens Dartklub. Undervejs til sejreren leverede den unge sjællænder i øvrigt en 160-lukker, hvilket var weekendens højeste på tværs af alle seniorrækker.

LÆS OGSÅ: Per Laursen og Michelle Merlit vinder Vestfyen Open

Efter sejren var der af gode grunde også rosende ord med på vejen til den overraskende turneringsvinder. Den regerende danmarksmester og vinder af A-rækken ved Vestfyen Open, Per Laursen, sagde eksempelvis:

– Jeg er dybt imponeret. Jeg synes, det er lækkert at se. At vinde B-rækken som 14-årig, det er fantastisk.

Med til sejren følger 14 ranglistepoint, hvilket betyder, at Robin Stegler rykker op som A-spiller, og derfor er tvunget til at spille med i den bedste seniorrække ved de nationale ranglisteturneringer i minimum et år.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*