Raymond van Barneveld opgiver at kvalificere sig til World Matchplay

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

World Matchplay bliver i år uden Raymond van Barneveld.

Den femdobbelte verdensmester, Raymond van Barneveld, har opgivet at kvalificere sig til World Matchplay i år. Det skriver han på Twitter.

“På grund af uforudsete omstændigheder har jeg desværre måttet melde afbud til Europa Tour-kvalifikationerne og Players Championship-turneringerne denne weekend. På grund af dette, kommer jeg desværre til at misse Matchplay. Det kan ikke være anderledes. Fuld fokus på resten af året!”, lyder forklaringen fra hovedpersonen selv, der endnu ikke har oplyst, hvad der ligger bag formuleringen “uforudsete omstændigheder”.

Eftersom Barneveld hverken er i top 16 på PDC’s verdensrangliste eller blandt de bedste på PDC’s ProTour-rangliste, så var hollænderen nødsaget til at levere nogle gode resultater ved weekendens to Europa Tour-kvalifikationer og Players Championship-turneringer for at kunne kvalificere sig til World Matchplay – en turnering der spilles mellem den 20.-28. juli.

World Matchplay var ellers en vigtig turnering med henblik på Barnevelds bestræbelser om at kvalificere sig til et sidste verdensmesterskab, idet han i år har 11.000 pund at forsvare på verdensranglisten fra netop World Matchplay.

Raymond van Barneveld debuterede ved World Matchplay i 2007. Hans bedste resultat ved turneringen kom i 2010, hvor han tabte finalen til Phil Taylor. De seneste syv sæsoner har han dog aldrig formået at komme længere end til anden runde. Præmiechecken der tildeles vinderen af World Matcplay er i øvrigt den næststørste i PDC kun overgået af verdensmesterskabet. Vinderen af World Matchplay bliver således tildelt i omegnen af 1,2 millioner danske kroner. Der er dog langt op til præmiechecken ved VM, der lyder på næsten 4,2 millioner danske kroner.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*