Forrygende præstation af Skotland sender Danmark ud af World Cuppen

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Gary Anderson og Peter Wright viste i deres sejr over Danmark, at de er stærke kandidater til den samlede sejr ved World Cup of Darts.

Danmark er ude af World Cup of Darts 2019. Det er en kendsgerning, efter et særdeles velspillende skotsk mandskab besejrede Danmark 5-0. Dermed kan Gary Anderson og Peter Wright se frem til et opgør mod Magnus Caris og Dennis Nilsson i anden runde.

Danmark leverede ellers en acceptabel præstation mod de andenseedede skotter. En smule overraskende havde det danske hold valgt at lade Niels Heinsøe have udlægget, hvilket dog viste sig at være en fornuftig beslutning. Heinsøe viste sig således at have bedst fat i triplerne, og leverede blandt andet en score på 177 i kampens første leg.

Omvendt havde Per Laursen udsædvanligt svært ved at finde triplerne, og måtte se størstedelen af sine pile lande under triplerne. Laursen måtte også ærgre sig over at han kastede en anelse for lavt, da han fik Danmarks ene mulighed på en double, da han i kampens andet leg missede double 20 for en checkout på 114.

Den ene missede double viste sig således at blive dyr, idet skotterne var i et forrygende spilhumør. Anderson og Wright lukkede således deres legs i 14, 16, 15, 13 og 16 dart, hvilket resulterede i et samlet gennemsnit på 101,55. Til sammenligning endte Danmark på 82,75.

Du kan skabe dig en oversigt over resten af torsdagens indledende kampe ved World Cup of Darts her nedenfor:

Japan (78,63) 5-4 (77,8) Gibraltar

Efter en kamp der bølgede frem og tilbage, endte Japan med at trække det længste strå i World Cuppens åbningskamp.

I en kamp hvor begge hold var dårlige til at holde udlæg, lykkedes det alligevel Japan at spille sig foran 4-2. En godt comeback af Gibraltar bragte imidlertid Dyson Parody og Anthony Lopez tilbage på 4-4, hvor de i afgørende leg spillede sig på 42 efter 15. En sublim 104-lukker af Seigo Asada afgjorde dog kampen til stor glæde for makkeren Haruki Muramatsu.

Sydafrika (79,35) 5-4 (82,92) Nordirland 

Vernon Bouwers kan være ualmindeligt letter over, at han havde Devon Petersen med på holdet, da de leverede årets første overraskelse ved at besejrede sjetteseedede Nordirland i første runde.

Devon Petersen var således den helt store stjerne, i en kamp hvor både Daryl Gurney og Brendan Dolan underpræsterede. Nordirlænderne var ellers foran det meste af kampen, indtil Petersen i dén grad fandt storspillet frem. Derfor betød det knap så meget, at Bouwers på ingen måde lignede én, der følte sig tilpas på scenen. Det skal ændres, hvis Sydafrika vil gøre sig forhåbninger om at gå videre fra anden runde, hvor der også skal spilles single-kampe.

New Zealand (87,15) 5-1 (79,12) Litauen

Der blev ikke tale om den baltiske World Cup-debut, som Darius Labanauskas og Mindaugas Barauskas havde håbet på. Til trods for en stærk start, så blev missede lukkepile afgørende i kampens indledning. Og da Barauskas så pludselig fik svært ved at finde sine tripler, og New Zealand fortsatte deres suveræne nedspil, så var der ikke den store tvivl om slutresultatet, der sender Cody Harris og Haupai Puha videre til anden runde, hvor de møder Sydafrika.

Belgien (91,04) 5-1 (91,1) Hong Kong

Missede lukkere blev udslagsgivende for Hong Kong, der til trods for Royden Lams fornemme 141-lukker i kampens andet leg ikke havde marginalerne med sig på skivens yderste ring. Det havde Dimitri van Den Bergh til gengæld. Den dobbelte U23-verdensmester lukkede således både 71 og 136, hvilket bidrog til en komfortabel 5-1 sejr til Belgien.

Kampen var dog væsentlig mere jævnbyrdig end resultatet giver udtryk for, hvilket dog ikke tager noget fra Kim Huybrechts og Dimitri van Den Berghs fornemme start på World Cuppen, mens Royden Lam og Kai Fan Leung, til trods for nederlaget, kan være stolte over en flot præstation.

Sverige (83,28) 5-1 (78,43) Brasilien

Hvad Danmark ikke formåede sidste år, fik Sverige gjort ganske overbevisende, da de besejrede Brasilien 5-1, og dermed er klar til at møde Skotland i anden runde.

Mens Magnus Caris viste vejen i nedspillet, så bidrog Dennis Nilsson med nogle solide lukkere undervejs. Heriblandt en veltimet lukker på 71, inden han efterfølgende lukkede 141 til stillingen 2-1. Herfra var Brasilien langt fra at kunne byde svenskerne op til dans, til trods for solidt spil af Diogo Portela, der dog ikke fik nogen nævneværdig hjælp fra sin makker Artur Valle, der ikke havde klassen til at kunne konkurrere på World Cup-scenen.

Singapore (92,51) 5-3 (83,22) Wales

I 2017 leverede Paul Lim og Harith Lim en af World Cup-historiens aller største overraskelser, da de besejrede Skotland i første runde. Torsdag aften leverede de så en overraskelse af næsten lige så stor kaliber, da de i overbevisende stil besejrede Wales 5-3. Dermed er Gerwyn Price og Jonny Clayton ude af turneringen, inden den for alvor er begyndt.

Særligt Jonny Clayton spillede langt under niveau, mens både Paul Lim og Harith Lim viste stor koldblodighed på scenen. Kan de fortsætte takterne fra første runde, er der ingen grund til, at de ikke skal kunne spille sig i semifinalen, efter deres del af lodtrækningen er åbnet på vid gab på baggrund af nederlagene til Nordirland og Wales.

Tyskland (87,09) 5-1 (73,92) Ungarn

Max Hopp og Martin Schindler er sikkert videre fra første runde, efter de besejrede Ungarn 5-1 foran deres tyske hjemmebanepublikum.

Mens Ungarn vandt kampens første leg, så var der aldrig tvivl om kampens resultat, idet Ungarn viste sig ikke at have niveauet til at byde den unge tyske duo op til dans. Dermed slipper Michael Frydendahl for at skulle forsøge udtale navnene på Pál Székely og János Végső resten af turneringen, mens han kan se frem til at kommentere Tyskland mod Belgien på lørdag.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*