Glen Durrant besejrer Dimitri van Den Bergh og stryger til tops ved Players Championship 4

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Det var en tydeligt emotionel Glen Durrant, der her til aften vandt sin første titel i sin PDC-karriere.

Da Glen Durrant tilbage i januar kun lige nøjagtig formåede at vinde et Tour Card på sidstedagen ved den britiske Q-school, sad kritikerne klar med tastaturene foran sig, og var rede til at benytte de sociale medier som platform til at rive Durrant ned fra sin pedestal. I dag lykkedes det så 48-årige Durrant at lukke munden på sine kritikere, da han med et bemærkelsesværdigt turneringsgennemsnit på intet mindre end 101,11 over syv kampe strøg til tops ved sæsonens fjerde Players Championship turnering.

Durrants åbenlyst ophobede følelser kunne forløses, efter han i finalen besejrede den dobbelte ungdomsverdensmester, Dimitri van Den Bergh, 8-3. Mens Durrant sidste søndag tabte sin første Pro Tour finale til Dave Chisnall, så var Pro Tour finalen den første i karrieren for 24-årige Dimitri van Den Bergh, der ofte er blevet kritiseret for, at han ikke spiller op til niveau ved PDC’s gulvturneringer. Derfor vil den unge belgier kunne tage stor ære med fra finalen, til trods for sin umiddelbare skuffelse over resultatet.

Durrant sejr betyder, at englænderen nu rykker op som nummer to på Players Championship-ranglisten, der fortsat toppes af Michael van Gerwen.

Netop Michael van Gerwen led i dag sæsonens andet nederlag, da han i fjerde runde tabte med hele 6-1 til VM-semifinalisten, Nathan Aspinall.

Endnu værre gik det for de to Premier League-profiler, Peter Wright og Daryl Gurney, der begge tabte deres første kamp mod henholdvis Scott Baker og Jamie Hughes. Wright og Gurney snittede dog begge over 96 i deres respektive nederlag, og viste derfor ikke alarmerende tendenser. Det modsatte kan imidlertid siges om Simon Whitlock, der endnu engang tabte sin første kamp, og dermed er uden en eneste sejr i 2019, og derudover ikke har vundet en kamp i sine seneste otte forsøg.

Bedre gik det for Rob Cross, der med dagens højeste turneringsgennemsnit på 101,88 spillede sig i semifinalen, hvor han imidlertid tabte til Dimitri van Den Bergh.

Også Gerwyn Price viste fornemme takter, da han ligeledes formåede at notere sig for et turneringsgennemsnit på over 100 i sine seks kampe, inden han tabte en forrygende velspillet semifinale til Glen Durrant, hvor Prices gennemsnit på 103,4 blev gjort til skamme mod Durrants gennemsnit på 109,3.

Både Gary Anderson og Raymond van Barneveld havde begge valgt at melde afbud til weekendens turneringer.

Du kan se samtlige resultater og statistikker fra søndagens turnering her, mens du kan skabe dig et overblik over Players Championship-ranglisten her nedenfor:

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*