Verdensklasse sender Anderson og MVG videre ved VM

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Gary Anderson og Michael van Gerwen er klar til kvartfinalerne ved PDC’s verdensmesterskab.

Michael van Gerwen og Gary Anderson er som de første videre til kvartfinalerne ved dette års VM, efter de torsdag aften besejrede henholdvis Adrian Lewis og Chris Dobey i 1/8-delsfinalerne ved PDC-historiens 26. verdensmesterskab.

For begge VM-aspiranternes vedkommende var der tale om verdensklasse-præstationer i deres respektive sejre. Særligt Gary Anderson måtte grave dybt i sin sejr over 28-årige Chris Dobey, der spillede sig bedste TV-kamp i karrieren, men til sidste i kampen lavede enkelte, kostbare fejl i nedspillet, hvilket blev straffet af en kynisk Gary Anderson, der først i kampens sidste og afgørende set fik afsluttet et opgør, hvor han fra start var kommet bagud 2-0 i set. Nu kan den dobbelte verdensmester så se frem til at møde vinderen af 1/8-delsfinalen mellem Dave Chisnall og Jamie Lewis, alt imens Chris Dobey i dén grad kan tage sin del af æren, for hvad der vel sagtens kan betegnes som VM’s hidtil bedste kamp, hvo der blandt andet blev lavet intet mindre end 28 180’ere i løbet af kampens 33 legs.

Mens Gary Anderson imponerede via sin kynisme, sit fighterinstinkt og sin beundringsværdige timing, så var Michael van Gerwen i højere grad imponerende i kraft af sit fænomenale gennemsnit på 108,08, hvilket er det højeste gennemsnit ved VM i år, og samtidig det 11. højeste i VM historien.

Selve sejren over Adrian Lewis var imidlertid ikke nær så overbevisende, som 4-1 resultatet kan give udtryk for. Lewis havde således også store ære af kampen, som i princippet endte 14-10 i legs. Overodnet set så var Lewis dog langt fra stabil nok til at udfordre sin hollandske rival over en hel kamp – særligt eftersom ‘MVG’ gjorde det umådeligt svært for Lewis at bryde verdensetterens udlæg, idet van Gerwen lukkede seks af sine 14 legs i 12 dart eller derunder.

Hvorvidt Michael van Gerwen nu kan forberede sig på en kvartfinale-duel mod James Wade eller Ryan Joyce, vil blive afgjort når de to englændere mødes fredag eftermiddag.

Forinden de to VM-favoritters march ind i VM’s kvartfinaler, så lykkedes det i første omgang Devon Petersen at fortsætte sit overraskende VM-togt, da han stik mod eksperternes forudsigelser formåede at besejre verdensranglistens nummer 22, Steve West. Devon Petersen har ellers haft en forfærdelig sæson, hvor han i indeværende kalenderår blot har vundet £8.000 i præmiepenge. Sejren over Steve West betyder imidlertid, at Petersen får lov at beholde sit Tour Card, alt imens han er sikret en præmiesum på £35.000 for sit VM-resultat, hvad enten han vinder sin forestående kamp mod Nathan Aspinall eller ej.

Mens Petersen beholder sit Tour Card, så må Paul Nicholson nu tilbage til Q-school. Det ligger fast, efter Luke Humphries formåede at ekspedere publikumsdarlingen Dimitri Van den Bergh ud af VM, efter en overbevisende sejr på 4-1 i set.

Også John Henderson er ude af VM, efter at skotten tabte 4-2 til en velspillende Michael Smith, der nu er forventet at spille sig i karrierens anden VM-kvartfinale, når han fredag aften møder Ryan Searle.

4-2 blev også resultatet, da Benito van de Pas besejrede Peter Wrights banemand, spanske Toni Alcinas. Den 25-årige hollænder kan nu se frem til en tvekamp mod Brendan Dolan i 1/8-delsfinalerne.

Resultater torsdag den 27. december:
Devon Petersen (92,25) 4-2 (95,68) Steve West
Luke Humphries (89,64) 4-1 (90,82) Dimitri Van den Bergh
Michael Smith (100,47) 4-2 (94,65) John Henderson
Benito van de Pas (85,61) 4-2 (84,53) Toni Alcinas
Gary Anderson (98,75) 4-3 (100,83) Chris Dobey
Michael van Gerwen (108,08) 4-1 (101,16) Adrian Lewis

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*