Wayne Mardle: Selvfølgelig skal Barneveld med i Premier League

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Spørger man Wayne Mardle, så findes der ikke 10 spillere i verden, som fortjener en plads i Premier League mere end Raymond van Barneveld.

Sky Sports’ dartekspert og femdobbelte VM-semifinalist, Wayne Mardle, mener ikke, at hverken Sky Sports eller PDC vil gøre klogt i at undlade Raymond van Barneveld fra næste års Premier League. Således udtaler Mardle til Live-Darts.com, at Premier League-arrangørerne vil gå glip af en åbenlys kommerciel mulighed for at sælge deres produkt.

– De er nødt til at udtage ham. Du kan godt udtage spillere som Joe Cullen og Ian White, men de kan ikke sælge arenaer som Raymond van Barneveld.

LÆS OGSÅ: Hvem skal spille Premier League 2019? Her er kandidaterne

Debatten om hvorvidt Barneveld fortjener en plads i næste års Premier League skal ses i lyset af hollænderens skuffende sæson, hvor han foruden tvivlsomme resultater ved de store TV-turneringer ligeledes har underpræsteret på ProTouren. Blandt andet derfor er Barneveld nu placeret som nummer 17 på verdensranglisten – en placering som formentlig kun vil blive forværret efter VM, idet den femdobbelte verdensmester har adskillige ranglistepoint at forsvare fra sin VM-semifinale i 2017. November måneds annoncering om et karrierestop efter VM 2020 har dog genvakt håbet om endnu en chance i dartsportens fineste selskab, for kan man tillade sig, at omgå et af dartsportens største profiler nogensinde, i hovedpersonens sidste sæson som professionel?

Hele diskussionen kan vise sig at blive overflødig, såfremt Barneveld leverer et overraskende godt resultat ved det forestående verdensmesterskab – som udgangspunkt er det dog ikke et forventet scenarie, og derfor vil Barneveld formentlig skulle håbe på at blive tilgodeset på bekostning af spillere, der har haft væsentlig bedre resultater i 2017 end ham selv. Resultaterne er dog ikke et parameter, som Wayne Mardle mener man bør forholde sig til.

– Jeg kunne ikke være mere ligeglad med symbolikken. Det handler om at få bagdele i sæderne og få udsolgte arenaer, udtaler han.

– Alle de folk der siger: Du kan ikke udtage ‘Barney’ til Premier League! Hvad har han udrettet?.. Øhh, udover fem verdensmesterskaber, så har han ikke udrettet noget. Udover at vinde Grand Slam og Premier League, så har han intet udrettet. Udover fuldstændig at have ændret dartsporten i Europa, så har Barneveld absolut intet udrettet, svarer Mardle sarkastisk.

– Hvis man ikke udtager ham, så misser Sky Sports og PDC en kæmpe mulighed, fastslår Marlde, inden han til sidst giver en uddybende forklaring:

– Jeg tror ikke, at der findes 10 spillere der er bedre end ham. Jeg tror ikke, der er 10 spillere i verden, der fortjener mere respekt end ham, og jeg tror heller ikke, at der er 10 spillere i verden, der uge efter uge kan bevise, at de tilhører den absolutte verdenselite. Hvis vi kigger på verdensranglisten, er han så i virkeligheden den 17. bedste spiller i verden? På ingen måde, afslutter Mardle.

Bør Raymond van Barneveld på nuværende tidspunkt udtages til Premier League 2019?

Indlæser ... Indlæser ...

Du kan se hele interviewet med Wayne Mardle her:

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*