Omskiftelige præstationer af Nicolai Rasmussen og Daniel Jensen ved PDC’s Development Tour

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Det var både skuffelse og enkelte lyspunkter for de danske PDC-aspiranter der lørdag deltog ved PDC’s VM-serie for U23-spillere.

Fem kampe med fire nederlag til følge. Det er det knastøre facit for de to danske darttalenter, 20-årige Nicolai Rasmussen og 22-årige Daniel Jensen, efter at de tidligere juniorlandsholdsspillere i går deltog ved de to første af weekendens i alt fire Development Tour-turneringer. Her lykkedes det for Nicolai Rasmussen at vinde en enkelt kamp i lørdagens anden turnering, mens Daniel Jensen tabte begge sine kampe i turneringernes første runde.

Helt utilfreds behøver Daniel Jensen imidlertid ikke at være. Ganske vist var nederlaget i lørdagens anden turnering til engelske Adam Howard en udpræget skuffelse, efter at have leveret et middelmådigt gennemsnit på 66,6. Omvendt kunne Daniel Jensen i lørdagens første kamp lade sig notere for et fornemt gennemsnit på 86,76 mod hollandske Niels Zonneveld. Desværre for Daniel Jensen rakte anstrengelserne ikke til andet end et nederlag på 1-4 mod nummer syv på PDC’s U23-rangliste. Kun fire øvrige spillere oplevede i løbet af lørdagens to turneringer at præstere et gennemsnit over 86 uden at vinde deres første kamp.

En anelse bedre gik det omvendt for Potten-spilleren, Nicolai Rasmussen, som ganske vist startede dagen ud med et nederlag i første runde, men i eftermiddagsturneringen spillede sig videre til anden runde, efter at have leveret et par ganske fine præstationer. I første omgang besejrede Nicolai Rasmussen hollandske Levy Frauenfelder 4-2, efter at have vundet sine legs i 18, 18, 21 og 15 dart og i sidste ende noterede sig for et gennemsnit på 76,1.

Runden efter resulterede dog i et ærgerligt nederlag på 3-4 til engelske Jaikob Selby, hvor Nicolai Rasmussen ellers leverede en solid præstation med et gennemsnit på 82,7 med vundne legs på 16, 16 og 18 dart, men måtte se sig overgået at Selbys ditto i henholdsvis 19, 12, 16 og 19 dart.

Dagens turneringer blev vundet af de to englændere Luke Humphries og George Killington, efter finalesejre mod Justin van Tergouw og Kenny Neyens. Alle lørdagens resultater kan findes på PDC.tv og dartconnect.com.

Mens Daniel Jensen i dag, søndag, rejser mod Ungarn for at støde til det danske seniorlandshold ved WDF’s europamesterskab, så deltager Nicolai Rasmussen omvendt ved begge søndagens development turneringer.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*