Juniorlandsholdet forud for EM: Vi er fortrøstningsfulde

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Dansk Dart Union

17-årige Line Kristiansen (billede) er blandt de seks juniorspillere som om kort tid deltager ved WDF’s europamesterskab for U18-landshold.

Fra torsdag den 12. juli frem til søndag den 15. juli deltager det danske juniorlandshold ved WDF’s europamesterskab for U18-spillere. Mesterskabet afholdes i Tyrkiet, og både den danske juniorlandstræner og landsholdsspillerne er fortrøstningsfulde forud for EM. Således udtaler debuterende juniorlandstræner, Hanne Johnsen, at hun har fuld tiltro til sine spillere.

– Jeg er helt klart fortrøstningsfuld. Jeg synes at vi har et godt landshold med et højt bundniveau. Alle spillerne kan spille dart, og derfor tror jeg på, at vi kan opfylde vores målsætning om en top 10 hos drengene og en top 8 hos pigerne, udtaler Hanne Johnsen her godt og vel en uge før europamesterskabet.

Med målsætningen om en top 10 hos drengene og en top 8 hos pigerne satser man dermed på at skabe et bedre resultat end i 2017 hvor drengene måtte tage til takke med en 15. plads ud af 17 deltagende nationer, alt imens pigerne dengang opfyldte målsætningen med en 7. plads ud af 13 nationer. I år deltager 14 lande i drengerækken mens 11 lande deltager i pigerækken.

Også de danske landsholdsspillere, som i skrivende stund deltager på DDU’s årlige dartskole, er optimistiske forud for EM. 16-årige Lucas Christensen (DK26 Hvidovre) deltager i år ved sit tredje europamesterskab, og mener at formen er hvor den skal være.

– Formen er god. Både min egen men også hele holdets. Derudover er fællesskabet på holdet også rigtig godt, hvilket også et vigtigt, udtaler Lucas Christensen som bliver bakket op af sin kollega fra pigelandsholdet, Line Kristiansen.

– Jeg synes også at både formen og kemien er god. Jeg vil ikke på forhånd sige noget om resultater, for man kan jo risikere at spille rigtig godt, men at møde en modstander som spiller sit livs kamp. Men jeg tror på, at vi kan præstere på vores topniveau, udtaler 17-årige Line Kristiansen som altså kan se frem til at deltage ved sit sidste mesterskab for juniorlandsholdet.

Netop Line Kristiansen har de seneste to år formået at spille sig i kvartfinalen i doublerækken med daværende makker, Anick Sonnichsen. I år hedder makkeren dog Melissa Drue Reus, hvilket imidlertid ikke ændrer på Line Kristiansens forventninger til doublerækken.

– Det er selvfølgelig mærkeligt, når jeg nu har spillet fast med Anick de seneste par år, at jeg nu spiller med Melissa. Jeg tror dog fortsat på vores chancer. Vi har været virkelig tæt på en semifinale i doublen de sidste to år, så jeg håber, at vi nu kan gøre det den smule bedre i år, udtaler Line Kristiansen.

Også Lucas Christensen ser umiddelbart mest positivt på double og holddisciplinerne, når han skal forsøge at udtale sig om de danske chancer.

– Jeg håber på, at vi kan lave nogle fine resultater i hold og double. Jeg synes at Sune (Poulsen red.) og Laurits (Laurenborg red.) har fået nogle hårde puljer i single, men forhåbentlig kan mig og Magnus (Larsen red.) også gør en god figur i singlerne. Men ellers synes jeg, at landsholdet er bedst som en helhed, og derfor tror jeg, at chancerne er størst i holddisciplinerne, udtaler Lucas Christensen. En betragtning som deles af landstræneren.

– Som nævnt, så synes jeg at bredden på landsholdet er god. Lande som Holland, England og Tyskland vil altid have nogle helt ekstraordinære individuelle spillere, så derfor er det svært at konkurrere om medaljer i singlerækkerne. Men jeg tror på vores bredde, fortæller Hanne Johnsen, som i den forbindelse kun har en enkelt bekymring med henblik på europamesterskabet.

– Jeg har altid haft en tendens til at heppe rigtig højt, så jeg frygter, at arrangørerne kan finde på at smide mig ud af spillelokalet, afslutter en grinende og optimistisk landstræner.

Også Lucas Christensen har i den forbindelse overskud til en frisk kommentar, før det for alvor går løs i Tyrkiets hovedstad, Ankara.

– Hvis jeg endelig skal udtale mig om et decideret mål, så er det, at det nytter ikke noget, at det kun er ‘Krille’ (Christian Krille Sørensen red.) der får en medalje med hjem i år. Det orker jeg simpelthen ikke at høre på, afslutter en som altid kæk Lucas Christensen med reference til sidste år, hvor den danske damelandstræner- samt ved lejligheden assisterende juniorlandstræner, Christian Krille Sørensen, formåede at vinde en sølvmedalje ved ‘team managers cup’ – en turnering hvor diverse juniorlandstrænere kæmper om titlen som den bedste spillende landstræner på tværs af de deltagende nationer.

Lodtrækningen til ungdoms-EM kan ses her.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*