Per Laursen forud for Denmark Open: Rammer jeg dagen, så kan jeg slå dem alle

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Dansk Dart Union

Per Laursen ligger ikke skjul på, at han ser frem til weekendens Søgaard Denmark Open & Masters.

I Denmark Opens nu snart 45-årige historie er det endnu ikke lykkedes en dansker at vinde det der efterhånden har udviklet sig til Skandinaviens største dartturnering. Potten Dartklubs firdobbelte individuelle Danmarksmester, Per Laursen, var ganske vist uhyre tæt på tilbage i 2006, hvor han i finalen brændte tre matchpile mod den senere vinder, Vincent van der Voort.

Med et nyt Denmark Open ventende lige om hjørnet, er Per Laursen igen motiveret for at skabe et godt resultat, og bebyrder i den forbindelse, at han ikke vil afskrive sig selv som mulig vinder af turneringen. Dartnyheder.dk fik en snak med det danske dartikon onsdag eftermiddag, og du kan læse interviewet med låsbygenseren her nedenfor.

LÆS OGSÅ: Søgaard Denmark Open & Masters: Her er favoritterne

Per, hvordan vil du beskrive din form lige pt.?

– Den er faktisk rimelig god, synes jeg selv. Jeg har ikke rigtig noget match-træning, men når jeg står og kaster, så synes jeg de flyver fint.

Hvad er dine forhåbninger forud for Denmark Open?

– Det kan jeg ikke sige på forhånd. Rammer jeg dagen, så ved jeg, at jeg kan slå dem alle. Men rammer jeg ikke dagen, så kan det sagtens gå den anden vej – og så har det jo også noget med lodtrækningen at gøre, og den kender vi jo ikke endnu. Det kommer an på så meget. Jeg ved, at jeg på dagen kan slå dem alle, men jeg har ikke nogen forventninger på forhånd. Jeg ved blot, at jeg før har stået i finalen, og det ved jeg, at jeg kan gøre igen, siger Per Laursen, som desuden var i semifinalen ved Denmark Open tilbage i 2013, og ved Denmark Masters i 2015.

Med andre ord, så vil du ikke på forhånd sige, at eksempelvis en kvartfinaleplacering er et erklæret mål, når du kører hjemmefra?

– Nej, det får du mig ikke til at sige.

Du nævner selv lodtrækningen. Er du den type spiller, som allerede på forhånd har et overblik over hvilke spillere der deltager og ikke deltager, samt hvem du kan risikere at møde i hvilken runde?

– Ja, det sørger jeg for at have styr på. Jeg kan godt lide at have overblik over, hvem jeg kan møde hvornår. Når jeg ser lodtrækningen, så forventer jeg at vinde mine kampe. Kamp for kamp, så forventer jeg at vinde, og så kan jeg godt lide at vide på forhånd, at i tredje runde møder jeg eksempelvis Mark McGeeney eller sådan noget. Det kan jeg godt lide at have styr på, og derfor kunne jeg godt tænke mig, at lodtrækningen kom ud noget før.

Du har altså allerede været inde og danne et overblik over de tilmeldte spillere?

– Ja, det har jeg. Men det er jo også fordi, at jeg kender mange af dem. Jeg glæder mig for eksempel til at hilse på Andy Hamilton, som jeg jo har mødt et par gange i PDC. Jeg ser også frem til at se en som Wayne Warren fra Wales. Jeg kender jo en del af dem, og så er det mere derfor jeg kigger på tilmeldingslisten. Det er ikke så meget for at se, om der var nogen af de gode som enten er eller ikke er tilmeldt.

LÆS OGSÅ: Andy Hamilton melder sin ankomst ved Søgaard Denmark Open & Masters 2018

Du var i finalen i 2006. Hvad husker du fra den kamp, og fra den tid i det hele taget?

– Altså, jeg husker jo tilbage på den tid med en idé om, at det var der jeg var aller bedst. Og så kan jeg mindes at jeg havde tre matchpile for at vinde finalen dengang, forklarer Per Laursen, som året forinden havde vundet Welsh Open, i hvad der isoleret set betragtes som et af de største danske dartresultater nogensinde.

Betragter du dig selv som Danmarks bedste bud på en vinder?

– Det får du mig ikke til at sige, blandt andet fordi vi som sagt ikke kender lodtrækningen. Omvendt har jeg nogle forventninger til nogle spillere, som jeg ved er i topform, heriblandt nogle af vores landsholdsspillere. Sådan nogle som ‘Turbo’ (Mogens Christensen red.) og ‘XL’ (Lars Helsinghof red.) har spillet godt på det seneste. Og så er der jo Nordic Cup lige om lidt, så jeg forventer jo, at de er i form. Vladimir (Andersen red.) kan selvfølgelig også, men ham er man aldrig helt sikker på, hvor han står. Og så er der Brian Løkken, som jo laver nogle resultater i udlandet, så hvorfor skulle han ikke også kunne gøre det herhjemme.

Er du ekstra motiveret, forud for et stævne som Denmark Open?

– Ja, det er jeg da. Jeg ligger da noget mere træning i det, og jeg vil gerne gøre en god figur. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg vil meget gerne spille mig frem til scenekampene. Særligt fordi det er så mange danske tilskuere, selvfølgelig. Jeg ligger ikke skjul på, at når jeg har stået og spillet derhjemme de seneste dage, så har jeg da visualiseret, at jeg stod deroppe.

Hvem betragter du, som den største favorit til at vinde Denmark Open i år?

– Mark McGeeney er jo øverst på ranglisten, men jeg må være ærlig at sige, at det jeg har set fra ham på TV, det har jeg ikke været imponeret af. Han laver selvfølgelig nogle resultater, og jeg har aldrig set ham på gulvet, men jeg er ikke vildt imponeret af ham. En jeg synes er godt spillende i øjeblikket, som jeg også selv har spillet mod nogle gange på det seneste, det er Darius Labanauskas. Han er et godt bud, synes jeg. Om han er favorit, det ved jeg ikke, men han er et godt bud, afslutter Per Laursen.

Hvem anser du som favorit ved Søgaard Denmark Open & Masters 2018?

  • En anden (29%, 33 Stemmer)
  • Per Laursen (18%, 20 Stemmer)
  • Scott Mitchell (16%, 18 Stemmer)
  • Andy Hamilton (11%, 13 Stemmer)
  • Darius Labanauskas (9%, 10 Stemmer)
  • Justin van Tergouw (7%, 8 Stemmer)
  • Mark McGeeney (4%, 5 Stemmer)
  • Jim Williams (4%, 4 Stemmer)
  • Wesley Harms (3%, 3 Stemmer)

Antal, der har stemt, i alt: 114

Indlæser ... Indlæser ...

Søgaard Denmark Open & Masters afvikles i Granly Hockey Arena i Esbjerg, fra lørdag d. 28 april frem til søndag d. 29. april i den kommende weekend.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*