Gary Anderson vinder overbevisende Players Championship 3

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Med en overbevisende 6-0 sejr i finalen ved lørdagens Players Championship 3 vandt skotske Gary Anderson sæsonens tredje titel.

Med et samlet turneringsgennemsnit på intet mindre end 101,7 lykkedes det lørdag aften den nyligt kårede UK Open-vinder, Gary Anderson, at vinde sæsonens tredje titel, da han i finalen ved årets tredje Players Championship-event besejrede Peter Wright med de overbevisende tenniscifre 6-0. Dermed har kun Michael van Gerwen fået en bedre start på sæsonen med sine 5 turneringssejre.

Netop Michael van Gerwen havde meldt afbud til lørdagens turnering, hvilket unægteligt havde hjulpet på de øvrige titelaspiranters forhåbninger om at tage sejren.

Andersons vej til triumf havde kun enkelte bump på vejen, hvoraf det største skulle overkommes i første runde, hvor Terry Jenkins havde bragt sig foran 1-5, men sidenhen tabte tabte de efterfølgende fem legs, og dermed missede en oplagt mulighed for at tage en sjælden sejr mod den dobbelte verdensmester.

De næste to kampe blev vundet 6-4 mod henholdsvis Gary Eastwood og Simon Stevenson, inden verdensmesteren, Rob Cross, blev ydmyget 6-0, på trods af et gennemsnit på 102,6 hvilket altså langt fra var nok til at udfordre Anderson som i den kamp snittede 108,7. En præstation som sidenhen blev overgået i Andersons semifinale sejr.

Forinden semifinalen blev Steve Hine besejret 6-3, inden VM-semifinalisten Jamie Lewis tabte med samme cifre mod en inspireret Anderson, som ved den lejlighed spillede med hele 109,7 i snit. Jamie Lewis havde tidligere på dagen leveret en 9-darter, hvilket lover godt for den 26-årige waliser, som har haft svært ved at finde momentum efter et forrygende verdensmesterskab tilbage i december.

Sejren over Jamie Lewis resulterede altså i en plads i finalen mod Andersons landsmand og Premier League-rival, Peter Wright, som imidlertid blev kørt over med 6-0, nøjagtig som Rob Cross var blevet kort forinden.

Dagens resultater fra kvartfinalerne og frem kan ses her nedenfor. De øvrige resultater kan findes på PDC’s hjemmeside.

Kvartfinaler
Peter Wright 6 | 3 Brendan Dolan
Jeffrey de Graaf 6 | 4 Richard North
Gary Anderson 6 | 3 Steve Hine
Jamie Lewis 6 | 3 Joe Cullen

Semifinaler
Peter Wright 6 | 3 Jeffrey de Graaf
Gary Anderson 6 | 3 Jamie Lewis

Finale
Gary Anderson 6 | 0 Peter Wright

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*