Phil Taylor efter nederlag: Peter fortjente at vinde

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC

Phil Taylor udviste god sportsånd ovenpå finalenederlaget til Peter Wright lørdag aften ved German Darts Masters.

Phil Taylors nederlag ved German Darts Masters markerede den 16-dobbelte verdensmesters sidste optræden i World Series-sammenhæng nogensinde. Phil Taylor var ganske vist kvalificeret til finalen d. 3.-5. november, men valgte tidligere på måneden at melde afbud.

På trods af nederlaget havde den 57-årige englænder dog overskud til en komplimenterende bemærkning til sin overmand, Peter Wright.

– Det har været en lang dag for mig, og det har været hårdt. Jeg prøvede mit bedste, men Peter var fantastisk på lukkerne, og han fortjente at vinde, udtalte Phil Taylor til ITV4. Peter Wright var da også ganske suverænt på sine lukkere, og endte med en lukkeprocent på lige knap 58 %.

Phil Taylor har ellers tidligere været kritiseret for at optræde som en dårlig taber – i særdeleshed når det har været på bekostning af Michael van Gerwen. Taylor og Wright er dog kendt som gode venner ved siden af sporten, og mon ikke det derfor har været noget nemmere for Taylor at acceptere nederlaget.

Peter Wrights markante 11-4 sejr kan gå hen og vise sig som Phil Taylors sidste finale nogensinde. Phil Taylor får dog chancen igen ved næste måneds Grand Slam of Darts og december/januars verdensmesterskab. Finalesejren var i øvrigt Peter Wrights første nogensinde mod Phil Taylor. De to spillere havde mødt hinanden i 4 finaler inden da.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*